
AARHUS: Selvom det var meningen, at det nye stadion i Aarhus udelukkende skulle finansieres af donorer og AGF, er budgettet skredet så meget, at Aarhus Kommune har måtte afsætte 413 mio. kr. til opførelsen. Det skriver Jyllands-Posten, efter mediet har gennemgået de tillægsbevillinger, ekstraudgifter og sparekataloger, som byrådet har fået stillet til rådighed i sagen.
Ifølge mediet forventer kommunen at få 270,8 mio. kr. tilbage, men regningen er først betalt om 30 år. Og det ærgrer blandt andre formand for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune Solveig Munk (EL), der mener, at pengene kunne være brugt bedre andetsteds:
- I går behandlede vi i byrådet en sag om, hvor dårligt det står til med kvaliteten i vores daginstitutioner, og vi indlagde besparelser i budgetproceduren for over 70 mio. kr. Der varsles yderligere nedskæringer. Så der er rigeligt at bruge penge på i stedet for 786 opvarmede sæder til AGF’s sponsorer, siger hun til mediet.
Ekstra luksus koster
Prisen for det nye stadion er steget fra 650 mio. kr. til 994 mio. kr. siden december 2022. Og det er bl.a. varme i stadionsæderne, hvid cement, en indbygget bar og diverse VIP-faciliteter, der har gjort at prisen er steget med over 400 mio. kr.
Det kunne Jyllands-Posten fortælle i start marts på baggrund af fortrolige dokumenter. Dokumenterne, giver ifølge mediet, et klart billede af, hvordan konkrete ekstraudgifter for 140 mio. kr. fordeler sig. Udover VIP-tiltag dækker regningen også over almindelige anlægs- og håndværkerudgifter - fx er regningen på smedeopgaver og på murerarbejde således steget med mere end 300 pct.
Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh udtalte til mediet, at dokumenterne giver et klart indtryk af, at politikernes "økonomistyring ikke har været, som den burde". Han kritiserede desuden, at de øvrige politikere udenfor styregruppen først sent blev oplyst om prisstigningerne.
Så sent som i går blev en advokatundersøgelse præsenteret for pressen. Denne havde til formål at klarlægge, hvorfor prisen på det nye stadion er stukket af. Kort inden præsentationen af rapporten skrev Jyllands-Posten, at både pressechefen og sekretariatschefen for den ansvarlige forvaltning ikke længere er ansat i Aarhus Kommune.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.