ÅRHUS: Århus Kommune har noget af landets bedste drikkevand, lyder det fra provinsens hovedstad. Og Vand og Spildevand, som står for vandforsyningen og spildevandsrensningen, investerer nu 2.4 mio. kr. i ekstra sikkerhed for, at vandet til forbrugerne ikke vil kunne forurenes via renseanlæg, pumpestationer og bassiner til regnvand.
Vand og Spildevand etablerer som en af de første vandvirksomheder i landet tilbagestrømssikringer på alle anlæg, hvilket skal forhindre, at der kan sendes forurenet vand ud i drikkevandsledningerne. Dermed ønsker forvaltningen at undgå episoder med forurening af drikkevandet, som det er set i flere andre kommuner, hvor der ikke er tilbageløbssikring.
På et renseanlæg er der mange potentielle forureningskilder, fordi man her håndterer spildevand, der indeholder sundhedsskadelige bakterier. Disse bakterier må ikke nå vandforsyningsnettet. En gennemgang af samtlige installationer har vist muligheder for at styrke sikkerheden. Det sker nu ved at etablere en række forskellige sikringsmetoder, der er nøje tilpasset de enkelte anlæg, og som effektivt lukker af for risikoen for til-bagestrømning af bakterieholdigt vand i drikkevandet.
Rådmand for Teknik og Miljø, Peter Thyssen (R), siger:
- Drikkevandet i vores vandledninger skal behandles som alle andre føde- og drikkevarer. Det vil sige med stor omtanke og høj sikkerhed. Derfor er den ekstra sikkerhed med tilbagestrømssikringer på renseanlæg, pumpestationer og andre spildevandsanlæg med vandinstallationer vejen frem. Og jeg er glad for, at vi i Århus Kommune med dette projekt går forrest. Indsatsen ligger ud over, hvad lovgivningen kræver, og det viser, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil være landets førende, når det handler om at passe godt på vores drikkevand.
Vand og Spildevand har udarbejdet en detaljeret plan for, hvordan tiltagestrømningen kan forhindres, og planen følger nye, strenge krav fra Dansk Standard DS/EN 1717:2002, som handler om sikring mod forurening af drikkevand i vandinstallationer. Som led i indsatsen foretager Vand og Spildevand et systematisk tilsyn og en forebyggende vedligeholdelse af alle tilbagestrømssikringer.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.