
RANDERS: Tre afsatte udvalgsformænd i Randers Byråd forsøger sig nu med en stævning mod Randers Kommune ved borgmester Claus Omann Jensen (V) for at få kendt en omkonstituering i sommeren 2015 ulovlig eller i det mindste ugyldig. Omkonstitueringen fjernede efter halvandet år de tre fra deres lønnede udvalgsformandsposter, som de havde fået i forbindelse med konstitueringen på valgnatten.
Statsforvaltningen sagde ellers straks efter omkonstitueringen god for den med ordene 'at Randers Kommune ikke handler i strid med lovgivningen ved vedtagelse af den foreslåede ændring af kommunens styrelsesvedtægt' og 'at det ikke er i strid med lovgivningen, at der gennemføres en omkonstituering som følge af vedtagelsen af den foreslåede ændring af styrelsesvedtægten'. Sagen blev dengang indbragt af de samme tre partier/lister, der nu har udtaget stævning.
De tre afsatte udvalgsformænd er Bjarne Overmark (Beboerlisten), Daniel Madié (K) og Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten). Efter Statsforvaltningens blåstempling klagede de til Indenrigsministeriet, men det fandt 'ikke grundlag for at tage sagen op til behandling', fordi det ikke ventede at nå frem til et andet resultat end Statsforvaltningen.
Nu er der så lagt op til endnu en vurdering af omkonstitueringens lovmedholdelighed. Ifølge Bjarne Overmark er stævningen udtaget 'af principielle grunde', og Kasper Fuhr Christensen supplerer med at sagsøgerne har afstået fra at kræve erstatning for de mistede udvalgsformandshonorarer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.