
Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om udmøntning af sidste års plan om udflytning af videregående uddannelser. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Aftalen betyder, at en række videregående uddannelser skal flyttes ud af de større byer.
I de kommende år skal det eksempelvis være muligt at uddanne sig til socialrådgiver i Hjørring, dyrlæge i Foulum ved Viborg, datamatiker i Tønder, lærer i Svendborg og arkitekt i Kalundborg.
Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).
- Der skal være gode muligheder for at tage en uddannelse i alle landsdele i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget tager her ansvar for, at faldende ungdomsårgange ikke fører til yderligere centralisering og lukning af uddannelser på tværs af landet, siger han.
Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, SF, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.
6,4 pct. flyttes ud
Planerne om udflytning af uddannelser har mødt modstand. Blandt andet fra universiteterne der frygter ringere kvalitet af uddannelserne.
Oprindeligt var der lagt op til, at 10 procent af uddannelsespladserne ville forsvinde i de fire universitetsbyer. Det tal er nu barberet ned til 6,4 procent.
Derudover er der en række uddannelsesinitiativer, der modtager flere penge end oprindeligt planlagt.
Partierne bag aftalen har således prioriteret 805 millioner kroner i etablerings- og udviklingsmidler frem til 2028.
- Vi har sikret flere penge i aftalen, og det er en stor sejr. Vi får nu flere gode uddannelser i hele landet. Samtidig er vi heldigvis endt noget fra de bekymrede scenarier, uddannelsesinstitutionerne fremlagde, siger uddannelsesordfører Astrid Carøe (SF).
Ingen tandlægeuddannelse i Hjørring
Det var meningen, at der skulle laves en selvstændig tandlægeuddannelse i Hjørring. Men det har vist sig markant dyrere end forventet.
Derfor har partierne bag aftalen valgt at prioritere 165 millioner kroner til at uddanne flere tandlæger på de eksisterende tandlægeuddannelser.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.