KØGE: De ansatte på plejehjemmet Nørremarken i Køge har hverken haft den rette empati eller faglighed, mener social- og ældreministeren efter at have set TV 2's dokumentar "Opråb fra plejehjemmet".
Den skildrer, hvordan ældre bliver udsat for omsorgssvigt, hvor gennemblødte bleer ikke bliver skiftet og medicin ikke bliver givet. Ifølge ministeren må det ikke finde sted.
- Det er forfærdelige billeder, vi ser. Sårbare ældre, der ikke får den omsorg og pleje, de har brug for, og sådan skal det ikke være i vores ældrepleje, det vil jeg gerne gøre helt klart.
- Vi kan se medarbejdere i dokumentaren, der hverken har den faglighed eller empati, der skal til, når man arbejder med så sårbare ældre. Ældre er helt afhængige af den hjælp, de får, fordi de er på plejehjem, siger Astrid Krag.
Køge Kommune er tidligere blevet advaret om det konkrete plejehjem af en pårørende til en ældre samt tre bekymringshenvendelser.
TV2 har benyttet en muldvarp, der har haft 28 vagter på plejehjemmet. Hun blev trods manglende plejehjemserfaring ansat på ti minutter og beretter om, hvordan beboere ikke får de basale behov opfyldt.
De fleste dage er der god tid, beretter hun, men der hersker en dårlig kultur på plejehjemmet, hvor ansatte indimellem holder for lange pauser og ikke altid udviser empati overfor de ældre.
På kort tid har der været fire forskellige ledere ansat.
- Udsendelsen viser heldigvis også, at med den rigtige faglighed og metoder kan man sikre en værdig og kærlig pleje af de her mennesker.
- Der skal være en faglighed i ældreplejen og ikke sådan nogle lommer, hvor der bliver en forfærdelig kultur, og hvor sådan nogle medarbejdere, som vi ser nogle af i udsendelsen, kan opføre sig på den måde, siger Astrid Krag.
Det tager tid at uddanne
I kølvandet på en lignende dokumentar i 2020, blev der afsat knap to milliarder kroner. De skal blandt andet gå til flere faglærte.
- Det er klart, det tager noget tid, før de ufaglærte gennemfører deres uddannelse, siger ministeren, der oplyser, at kommunerne venter stor stigning i antallet af studerende.
- Det skal være mere attraktivt at uddanne sig til ældreplejen og at arbejde der. Vi har foreslået fuld løn under uddannelsen. Vi er nødt til at se på løn og arbejdsvilkår samlet, vi er bestemt ikke i mål, siger Astrid Krag.
På det pågældende plejehjem er 44 ud af 55 dog faglært, oplyser kommunen til TV 2.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) kommenterer udsendelsen.
I et Facebook-opslag torsdag bruger hun ord som "omsorgssvigt" og "mangel på respekt" og skriver blandt andet, at regeringen er gået i gang med at løse problemerne på ældreområdet. Men hun erkender også, at det ikke er nok.
- Ud over inflationen i Europa og de stigende priser, så er udfordringerne i vores sundhedsvæsen og ældrepleje noget af det vigtigste lige nu. Derfor skal vi have lavet en helhedsplan, der kigger det hele igennem, skriver hun.
- Jeg ved, nogle vil tænke: De her problemer er ikke nye. Hvorfor har I ikke løst dem? Vi et gået i gang, men det er ikke nok. Det er det ærlige svar.
Omsorgssvigt. Mangel på respekt. Og mangel på varme og omsorg ???? Det er en del af dokumentaren på TV2 ”Opråb fra...
Posted by Mette Frederiksen on Thursday, October 20, 2022
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.