At komme til sig selv: Om dannelse

Af Paul Hegedahl

Joakim Garff (red.):
'At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænkere'
Gads Forlag, København 2009.
322 s., hft., grundig litt.liste og noter efter hvert kapitel.
Udgiver med støtte fra Lilian og Dan Finks Fond
og Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond.
kr. 299,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-12-04391-1.

'Dannet menneske! - Det kan De selv være. Jeg er inte mere dannet end som De', er i J. C. Hostrups komedie 'Genboerne' (1844) svaret fra en mand på studenten Klints opfordring til ham om at lade være med at begynde at slå sin drikkebroder på tæven. 'Er det en manér for dannede mennesker?', spurgte Klint.

Dannelsesbegrebet har altid været svært at definere og vanskeligt at forholde sig til, for de fleste mennesker. Om barnet er kært, kan ikke rigtig afgøres, men det har i hvert fald mange navne: De to mest brugte er kulturkamp og værdikamp - og så har det en række andre mere eller mindre sobre betegnelser. Et af de begreber, der trækkes hyppigt ind i kamparenaen er: Dannelse. Undertiden ment som uddannelse - eller endog opdragelse - undertiden med andre betydninger. Uanset etiket er kampen igen blusset kraftigt op. Der kan være grund til at prøve at gøre sig nogle af begreberne mere klart og forstå deres indhold, og hvor de kommer fra. Det giver bedre muligheder for at blive enige om (man har lov at håbe), hvor vi skal hen.

Den forståelse kan 'At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænkere' være med til at give. Det er en forskningsbaseret formidling af centrale tekster og ideer, der har formet dannelsesbegrebet i en dansk kontekst. Med et par enkelte undtagelser er der ingen direkte debat om politiske forhold i denne bog. Men det betyder ikke, at den er lidenskabsløs eller uengageret. Forskerne fremlægger deres stof, vidende og med udgangspunkt i hjertets dannelse. (Det er godt nok et udtryk/begreb, vi har hentet fra Goethe, men i dag er det meget dansk).

Målet med bogen
'At komme til sig selv' har sat sig for at undersøge og udfolde, hvad vi egentlig mener, når vi siger "dannelse". Hvorfor begyndte man for 200 år siden at tale om dannelse? Hvilke nye problemstillinger kunne ikke indfanges af opdragelsesbegrebet, men krævede et dannelsesbegreb? Hvilken betydning har dannelsesbegrebet for en teologisk tænkning og for et mere metafysisk funderet verdensbillede? Hvorledes er forholdet mellem kompetence og dannelse? Hvad er baggrunden for dannelsesbegrebets noget uventede genkomst inden for de sidste årtier? Hvordan er forholdet mellem dannelse og uddannelse?

Den er blevet til på initiativ af en arbejdsgruppe i et samarbejde mellem Grundtvig-Akademiet, Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for Pædagogisk Filosofi. På nær et par undtagelser har alle teksterne dannet grundlag for en forelæsningsrække på Danmarks Pædagogiske Universitet i 2006.

Det siges, at dannelse er et spørgsmål om at finde frem til sig selv, at besinde sig på sig selv, kort sagt at komme til sig selv - hvilket derfor er blevet denne bogs titel.

Det siges også, at efter nogle årtier som bedaget kustodeord er dannelse i dag på nippet til at blive et modeord, der ikke blot selvbevidst har genindtaget sin plads inden for en lang række discipliner og fag, men som også ses hyppigt i selskab med fænomener som kompetenceudvikling, livslang læring og coaching.

Bogens redaktør gør i sit forord udtrykkeligt rede for, at når bogen fremhæver det danske, er det ikke fordi forfatterne har ladet sig besnære af den chauvinisme, der så ofte ligger på lur i et lille land, men 'det er ud fra ønsket om at angive den særlige tone og tyngde, som begrebet dannelse har modtaget fra det sprog og fra den kultur, der nu engang er vores, og som begrebet ikke kan tænkes uden'.

Hertil skal det dog siges, at det ved gennemlæsningen står lysende klart, at de danske personligheder, der beskrives i bogen, på ingen måde sad isolerede og tænkte, men tværtimod i høj grad var præget af kontakten med - og deres viden om - især europæiske tænkere.

Bogens indhold
Efter et indledende kapitel, der tager udgangspunkt i Oplysningstiden, ca. 1690 - ca. 1790 gennemgås, grundigt, tankerne hos 15 danske tænkere, forfattere, kulturpersonligheder, der hver på deres måde har bidraget afgørende til at præge dannelsesbegrebet i Danmark - filosofisk, ideologisk, folkeligt, litterært og religiøst - og både positivt og negativt. Fra sidst i 1700-tallet til vor tid. Fra bl.a. fysikeren H. C. Ørsted, filosofiprofessoren F. C. Sibbern og politikeren, universitetsrektoren og filologen J. N. Madvig over litteraturkritikeren Georg Brandes, højskoleforstanderen Hal Koch og teologen, professoren, filosoffen K. E. Løgstrup til litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensen.

Om dannelse - et begrebsmæssigt potpourri
Docent, dr.phil. Carl Henrik Koch

Dannelsens praktiskhed
Cand.mag. Jesper Eckhardt Larsen om Johan Nicolai Madvig (1804-1886)

En kritisk røst i guldalderen
Docent, dr.phil. Carl Henrik Koch om F. C. Sibbern (1785-1875)

Mellem ånd og nytte
Adjunkt, mag.art. Sune Frølund, ph.d. om H. C. Ørsted (1777-1851)

De dannedes udkårne sanger
Forskningslektor Lasse Horne Kjældgaard, ph.d. om Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)

Dannelse, identitetsdannelse og dannelseskritik
Lektor, redaktør, lic.theol. Joakim Garff om Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855)

Folket som dannelseskategori
Professor, dr.pæd. Ove Korsgaard om N. F. S. Grundtvig (1783-1872)

Man skal være menneske
Ph.d.-stipendiat, cand.mag. Jens Bjerring-Hansen om M. A. Goldschmidt (1819-1887)

Dannelsen og de kritiske intellektuelle
Lektor, mag.art. Per Dahl om Georg Brandes (1842-1927)

At vække sjælen og udvikle åndens kraft
Professor, seniorforsker, dr.phil. Birgitte Possing om Natalie Zahle (1827-1913)

At fastslå rammerne for den moderne omgangstone
Forfatter, dr.phil. Mette Winge om Emma Gad (1852-1921)

Den dannede antidannelses apoteose
Redaktør, leder af Grundtvig-Akademiet, cand.theol. Henrik Wigh-Poulsen, ph.d.,
om Jakob Knudsen (1858-1917)

Demokratisering, sekularisering og dannelse
Højskolelærer, dr.phil., cand.scient. Ole Vind om Hal Koch (1904-1963)

Om dannelse i et livsfilosofisk lys
Lektor, cand.theol. Pia Rose Böwadt, ph.d. om K. E. Løgstrup (1905-1981)

Menneskets modtagelighed for dannelse
Lektor, forskningsleder, lærer Alexander von Oettingen om Knud Grue-Sørensen (1904-1992)

Dannelse som frirum
Lektor, mag.art. Per Dahl om Johan Fjord Jensen (1928-2005)

Et begrebsmæssigt potpourri
'Om dannelse - et begrebsmæssigt potpourri' hedder det indledende kapitel af docent, dr.phil. Carl Henrik Koch, tidligere Københavns Universitet. Her gennemgås begrebets mange betydninger. Det kan stå for en udvikling - en dannelsesproces - eller for resultatet af en sådan, dannelse kan også være personlighedsdannelse eller åndsdannelse og være socialisering eller selvrealisering. Ydermere kan disse tre alternativer optræde i kombinationer, og endelig, siger forfatteren, er det ikke givet, at alternativerne nødvendigvis udelukker hinanden.

Personlighedsdannelse, åndsdannelse, socialisering og selvrealisering kan være målforestillinger eller være betegnelsen for den proces, ved hvilken den tilsvarende målforestilling virkeliggøres; men socialisering kan også være selvrealisering, og nogle dannelsesbegreber omfatter både personlighedsdannelse og åndsdannelse.

Udviklingen i betydningen fra oplysningstiden, over guldalderen og til vor tid gennemgås. Her blev begrebet i nogen grad udfaset, fordi det i de oprindelige betydninger kunne forstås som et tab af det umiddelbare og oprindelige. Carl Henrik Koch skriver: 'som et tab af det, der i en vis forstand er naturligt, nemlig det liv, der udspringer af elementære behov, kreative indskydelser, initiativ, lyst og et overskud af kraft'. Og Georg Brandes skrev: 'Da 'Dannelsen' alt for ofte er bleven forvexlet med Evnen til at snakke med om alt, hvad der hører til Bourgeoisiets Opdragelse at kende, saa er den lidt efter lidt selv kommen i et vist Vanry. (...)'.

Til gengæld er det så blevet brugt som betegnelse for viden om eller fornemmelse for kulturel identitet og kontinuitet, men så bør forstavelserne 'almen' føjes til.

Når man læser dette kapitel og derefter de øvrige kapitler, hvor stort set hver eneste af de personer, der skrives om, har haft deres syn på, hvad dannelse er, står det lysende klart, at dannelsesbegrebet aldrig har været entydigt. Fx skulle dannelse for Johan Nicolai Madvig have en 'høiere Praktiskhed'. Den var en vej til at finde sit historiske ophav og kulturelle selv, der, om man ville det eller ej, dannede baggrund for al handlen. For Hal Koch handlede det om, at folkestyret ikke var et politisk system, men en form for menneskeligt fællesliv med en kerne af vækkelse, oplysning og opdragelse, demokratisk dannelse.

Det er samtidig én lang beretning om en indbyrdes polemik mellem de toneangivende: digtere mod digtere, filosoffer mod filosoffer, humanister mod naturvidenskabsfolk - ja alle mod alle på kryds og tværs. Ofte i en form, der får en del af dagens diskussioner til at virke som udveksling af høfligheder - eller i hvert fald som ikke særlig åndfulde banaliteter. Det var fx Grundtvig i heftig diskussion med H. C. Ørsted; Kierkegaard mod J. L. Heiberg og H. C. Andersen - i en sådan tone, at H. C. Andersen måtte have 'et kjølende pulver'. Men ikke så politisk betonet som kultur- og dannelsesdiskussionen i dag. Mere ånd og bund; men altså indædte bataljer, som i dag nok ville blive kaldt kultur- og værdikampe. Men der var dog i visse tilfælde samme holdninger, baseret på racisme, som kommer til udtryk i dele af nutidens debatter. At Georg Brandes var jøde blev i flere tilfælde brugt mod ham, og N. F. S. Grundtvig skrev i en polemik mod M. A. Goldschmidt: 'Udgiveren af Ugeskriftet 'Nord og Syd', Hr. Goldschmidt, har alt længe udæsket Folkeligheden i det Land, hvor han fandt saamegen Giæstmildhed, at han upaatalt kan bære sig ad, 'som var han hjemme''. Hertil skriver Jens Bjerring-Hansen tørt, at Goldschmidt var fra Vordingborg! På nogle punkter har dagens diskussion altså ikke løftet sig - måske snarere tværtimod.

Der var altså en voldsom diskussion, men om en af de personer, der beskrives i bogen, F. C. Sibbern, særdeles produktiv professor i filosofi ved Københavns Universitet, sige det, at han var en sund skikkelse i en splittet tid. Han var respekteret af alle parter, men hans dannelsesfilosofi besad et kritisk potentiale, som samtiden stod uforstående overfor. Carl Henrik Koch skriver, skriver at Sibbern så frem til en tid, hvor åndens dannelse og sand menneskelighed ville blive virkeliggjort. Hvem kan i dag i alle disse værdi- kultur- og dannelseskampe være den respekterede figur, som så forhåbentlig kan blive forstået og være en, der skabe klarhed om, hvad det er vi diskuterer, så der kan komme noget konstruktivt ud af de kræfter, der i dag bliver brugt på at opretholde selvtilstrækkelige enklaver og blokke?

I øvrigt skriver Jens Bjerrring-Hansen om M.A. Goldschmidts dannelsesbegreb: 'Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt på Aandens Gebet'. Denne definition er optaget i 'Ordbog over det danske sprog'. Bjerring-Hansen gør i den forbindelse opmærksom på, at dannelse er noget, som den enkelte selv ved sin egen aktive indsats skal sætte igennem, hvad fremhævelsen af 'evnen til selvstændighed' jo understreger yderligere: Men, samtidig har andre en finger med i spillet. Det er deres 'tanker, der skal tilegnes', og som man selvstændigt skal tage stilling til og herefter overtage, korrigere eller forkaste. I lyset af fx den nutidige polariserede diskussion om skolens formål eller kanondebatten, siger Bjerring-Hansen, er det velgørende og inspirerende, hvordan Goldschmidt med selvfølgelighed og naturlighed smeder selvstændigheden og traditionen sammen. Der er stadig liv i Goldschmidts dannelsestanker.

I det hele taget bliver dannelsesbegrebet og tankerne belyst på mange interessante og vedkommende måder. Blandt set fra kvindernes side gennem portrætter af henholdsvis Natalie Zahle og Emma Gad. Desuden også Højskolens væsentlige rolle ved gennemgang af Jakob Knudsen og Hal Koch - og i mange sammenhænge i diskussionen mellem religion og sekularisering.

Nødvendigt med et samlende dannelsesbegreb
I renæssancen blev dannelse ensbetydende med opdragelse til humanitet. De vigtigste fag var sprog, historie, litteratur, kunst og filosofi - kort sagt det der falder ind under humaniora. Her hørte matematikken og naturvidenskaben altså ikke med. Det prægede i høj grad den videre debat i oplysningstiden og i den danske guldalder. Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), bror til H. C. Ørsted, som portrætteres i et af kapitlerne, var en af den danske Guldalders hovedpersoner. Han var jurist, embedsmand og Danmarks tredje statsminister efter indførelsen af Junigrundloven (1842-1848). Han skrev i en afhandling 'Om forholdet mellem Religion og Stat' fra 1807 bl.a. - i Carl Henrik Kochs gengivelse: 'Staten bør (. . .) frembringe Organisationen af de skjønneste, ædleste, lykkeligste, med Menneskets physiske og moralske Interesse meest harmoniske, udvortes Forhold, hvortil offentlig Forsorg kan lede. Uddannelse til ægte Sædelighed og Religion, Videnskab og Kunst, de umilde Naturkræfters Beherskelse, de milde Naturkræfters hensigtsmæssige Anvendelse, bør optages i Statsplanen, forudsat i øvrigt, at det er mueligt ved offentlige Foranstaltninger at sørge for disse Menneskehedens Anliggender (...)'.

Her er det værd at lægge mærke til inddragelsen af videnskab - herunder beherskelse af naturkræfterne - og kunst. Her er han helt på linje med sin bror Hans Christian Ørsted, verdensberømt som opdageren af elektromagnetismen. Han var grundlægger og den første direktør for Polyteknisk Læreanstalt. Han var fysiker og kemiker, men i lige så høj grad interesseret i kunst. I hele sit liv arbejdede han for at fremhæve 'åndens og naturens enhed'. Og det er tydeligt, at for ham var også kunsten en vigtig del af helheden. Han er blevet kaldt naturfilosof og skrev blandt mange andre afhandlingen 'Ånden i naturen', 1850. I bogens kapitel 'Mellem ånd og nytte' om H. C. Ørsted, skrevet af Sune Frølund fortælles, at H. C. Ørsteds første lidenskab stod til kunst og digtning. Han skrev digte hele sit liv. I 1797 blev han farmaceut og i 1798 besvarede han samtidig universitetets to prisopgaver. Den ene handlede om forholdet mellem poesi og prosa og den anden om fostervandets kemiske sammensætning og funktion. Og året efter igen skrev han sin naturfilosofiske disputats: 'Grundtrækkene i Naturmetafysikken'.

Gennem det 18. århundrede, fortæller Sune Frølund, var undervisning i naturvidenskabsfag primært blevet begrundet i deres nytte for statshusholdningens 'Oeconomie', mens deres status som erkendelses- eller dannelsesfag omtrent var ikke-eksisterende. Og modstanden mod at se sammenhængen var stor i første halvdel af det 19. århundrede. H. C. Ørsted beklagede, at man havde tilsidesat 'en saa overvættes stor Bestanddel af vore Kundskaber, som Naturvidenskaben'. Og han trak også analogier fra videnskabelig erkendelse til æstetik og etik: skønhedsoplevelsen er erfaringen af åndens aftryk i formerne og samvittigheden er vores erkendelse af fornuftens aftryk i livet.

Som Sune Frølund beskriver det, nåede Ørsted at opleve naturfilosofiens fald og sin egen stemmes dalende betydning i offentligheden. Den efterfølgende tids teknologiske og industrielt styrkede naturvidenskab forøgede polariseringen af de 'to kulturer', og, siger Sune Frølund, spørgsmålet om, hvordan naturvidenskab kan være dannende, er stadig uafklaret.

Hertil må man så sige, at det for samfundets harmoniske udvikling er særdeles nødvendigt at se dannelsesbegrebet i en bred sammenhæng. Det kan ikke nytte, at man isoleret sidder og betragter opgaverne, der skal løses, ud fra en fx økonomisk beregning eller en teknologisk nytteanskuelse. Det er der desværre klare tegn på. Taler man fx de muligheder den moderne og den fremtidige robotteknologi har, taler økonomer og teknikere et sprog, medens sociologer og andre, der arbejder med adfærd taler et andet. Der må etableres en fælles forståelse - en fælles dannelsesproces.

Der er tale om en tværfaglig proces i meget bred og dyb forstand, hvis vi skal have virkelig udbytte af alle vore muligheder for et menneskeligt samfund.

Hvorfor får 'dannelse' nu en renæssance?
Ove Korsgaard skriver i sit kapitel om N. F. S. Grundtvig, at dannelsesteorien ikke udgør én sammenhængende teori, og det fremgår klart af gennemgangen af de enkelte kulturpersoners tanker og indsats. Men, siges det, der er alligevel en række fællestræk i teorigrundlaget - fællestræk som ofte overses, siger Ove Korsgaard, fordi interessen for at påpege forskelle kommer til at skygge for de store ligheder, der er. Og det minder jo en hel del om den politiske diskussion i dag.

Ifølge Ove Korsgaard bygger dannelsesteorien på den tankefigur, at mennesket indgår i et treleddet forhold: i et forhold til sig selv, til samfundet og til verden. Ser man bort fra én af disse dimensioner, ser man ikke på verden ud fra den moderne dannelsesteoris perspektiv. I forbindelse med samfundsdannelsen er 'folk' og 'nation' centrale kategorier, og når det gælder verdensdannelse bliver 'humanitet' og 'det almenmenneskelige' til kernebegreber. Og her kan man vel tillade sig at mene, at den måde, som kultur- og værdikampen føres på fra nogle sider, fokuserer meget snævert på det nationale og det 'folkelige'.

Det er da muligt, at samtiden har indset, at dannelsesbegrebet godt kan forenes med kreativiteten og initiativet - fordi vi også har fået nyt syn på de begreber. Måske oven i købet at det er en væsentlig del af det nye syn på dannelse, at både evnen til - og accepten af ny tænkning er vigtigt.

En mindre pæn begrundelse for opblomstringen af diskussionen kunne være, at det er et dejligt fleksibelt begreb, som kan anvendes som man har lyst til i diskussionerne, når man gerne vil nedgøre sine modstandere og eller male en vis herre på væggen.

Det ville være konstruktivt, hvis man kan finde og enes - i så vid udstrækning som muligt - om en samlende definition, eller i hvert fald får indsnævret betydningen, så diskussionerne kan blive mere konstruktive. Man kan jo gå ud fra Den Store Danske Encyklopædis forslag; dannelsen er ideelt set ikke bare - som Encyklopædien nævner - den rette balance 'mellem det tænkende og det handlende, mellem det sproglige og det sansede, det boglige og det færdighedsmæssige, det fælles og det personlige, det traditionsbestemte og det kritiske'.

På Jernesalt, som er et tværfagligt og filosofisk internetsted for analyse og kritik af samfundsforhold, kultur, eksistens og religion er der også artikler om dannelsesbegrebet, og det siges bl.a., at ' dannelsen er også en dynamisk proces, hvor udfordringerne fra samtiden tages op af det enkelte individ på en sådan måde, at han ikke bare overlever og adspreder sig med alskens underholdning, men også påtager sig ansvaret for fællesskabet og udviklingen i det omfang, det er muligt. Indsigt af denne art vil være påkrævet for at løse tidens store og alvorlige eksistentielle problemer. For ethvert menneske, der ikke bare vil følge med strømmen og være offer for andres manipulationer, kræves der af den enkelte ikke blot en relativt stor evne til at orientere sig, skelne og dømme, helst kombineret med en rimelig indlevelse i og forståelse for andre menneskers, andre kulturers og andre religioners liv og muligheder'.

Et debatindlæg om dagens undervisning
'At komme til sig selv' er, som nævnt, ikke en debatbog, men den vil kunne bidrage til en mere seriøs form på kultur- og værdikampen, hvis de ivrige debattører gør sig den umage at læse den. Der er imidlertid et konkret debatindlæg om dagens undervisningssituation i Danmark. I bogens sidste kapitel skriver lektor, mag.art Per Dahl, som også skriver om Georg Brandes, om litteraturhistorikeren Johan Fjord Jensens pædagogiske teorier. Og han gør rede for, at Johan Fjord Jensen (1928-2005) var meget kritisk over for Bertel Haarders teknokratiske administration, taxametermodeller og ministeriel topstyring af uddannelserne. Resultatet af alt dette bliver, at undervisere og pædagoger, der tidligere var kritiske intellektuelle, forvandles til 'ukritiske teknokrater, der i nyliberalismens hellige navn blot har at udføre, hvad forskellige magter diktere dem at gøre'. Og desuden: ' Det er Fjords opfattelse, at den reformpædagogiske tradition paradoksalt nok er blevet systematisk bekæmpet af undervisningsminister Bertel Haarder, skønt han selv er barn af højskoletraditionen ... hvad denne pædagogik formåede at holde sig fra livet, nemlig gerningslivets umiddelbare fordringer, har ministeren gjort til ledetråd for alle sine reformer'. Og derfor har vi nu et uddannelsessystem, 'der er på vej til at miste sit frirum' med mere styring end nogensinde før.

En god indføring i litteraturen gennem tiden
'At komme til sig selv. 15 portrætter af danske dannelsestænkere' er samtidig en gennemgang af den vigtigste litteratur på området - både faglige indlæg og dannelsesromaner. En bred og god gennemgang af, hvad en dannelsesroman er, kan findes på http://www.e-poke.dk/dann_udv.asp

Bogens redaktør
Joakim Garff er født i London og opvokset i København og Hellerup. Han blev cand.theol. 1986, lic.theol. i 1990. Fra 1989-1994 var Joakim Garff adjunkt på Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 1992 til 1999 var han formand for Søren Kierkegaard Selskabet. Siden 1994 Joakim Garff været ansat som lektor på Søren Kierkegaard Forskningscenter, hvor han er medredaktør af 'Søren Kierkegaards Skrifter'. Han har tidligere udgivet bøgerne 'Den Søvnløse. Kierkegaard læst æstetisk/biografisk', C. A. Reitzels Forlag 1995 - baseret på hans lic.theol.-afhandling og 'SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi', Gads Forlag 2000, der er udkommet i flere oplag og oversat til adskillige sprog. Den er blevet belønnet med såvel Georg Brandes-Prisen i år 2000 som Weekendavisens litteraturpris ligeledes i år 2000.

Alle bogens forfattere har skrevet, redigeret, været medredaktører og bidragydere til en lang række forskellige fagbøger og artikler.

Dannelse er en proces, der fører til handling
Som nævnt er der gennem tiden mange forskellige forslag til - og definitioner af, hvad dannelse er. Når man tænker på M. A. Goldschmidts definition og den almindelige holdning, som kapitlerne afspejler, må man sige, at dannelse er en stadig proces. I Per Dahls kapitel om Georg Brandes 'Dannelsen og de kritiske intellektuelle', siges det, at Georg Brandes ser, at dannelse (som resultat) står i modsætning til uddannelse (indskrænket fagdygtighed). Men den suppleres samtidig, idet dannelse som proces) bestemmes som personlig bearbejdning af den indhentede viden.

Dermed fastholder Brandes dannnelsens handlingsaspekt, evnen (og viljen) til at gribe ind i udviklingen, men han gør det i en privatiseret form, som engagement: 'Kun som individualitet og personlighed kan jeget garantere det handlingsperspektiv, som er universalitetens offentlige eller samfundsmæssige frugt. Det er et signal om, at 'dannelse' ikke længere er et tilstrækkeligt orienteringsinstrument i forhold til den aktuelle samfundsudvikling'.

De betragtninger må vel siges, at være gyldige den dag i dag - og måske meget aktuelle - især hvis man ser dem i forhold til det brede dannelsesbegreb, hvor fagene og sektorerne har deres indbyrdes dybe forståelse.

Der kan refereres mange gode tanker fra de personer, der portrætteres i bogen. Helt personligt - i lyset af den form en meget stor del af værdikampen og blokpolitikken foregår på, også ofte på lokalt plan - skal der gøres opmærksom på Ole Vinds beskrivelse af Hal Kochs samfundssyn. I 1940! afviste han, at det, der binder os sammen som folk, er det nationale i form af dansk kultur. Ikke at han underkender nationalfølelsens betydning. Tværtimod. For de fleste af os dukker livets grundvilkår først op gennem stemning og følelse. Men danske sange og nationale festtaler var langtfra nok. Levende ord må vække til samtale eller debat. Ole Vind skriver bl.a: 'Ordet eller sværdet, det var Hal Kochs udtryk for de to mulige veje til at træffe afgørelser og løse konflikter. Vi kan tale os til rette, eller vi kan slås. Han sagde ikke stemmesedlen eller sværdet, for man kan også slås med stemmesedler. Afstemningen er blot demokratiets redskab til at træffe nødvendige afgørelser. Den betyder ikke, at samtalen hører op, men viser, hvor langt man foreløbigt er nået. Mindretal må fortsat høres, samtalen må fortsætte, og alle afgørelser kan prøves igen'. Man skal have vilje til at nå en fælles forståelse, en 'lidenskab for det rigtige'.

Og så vil jeg lade anmeldelsen slutte med et par udtalelser af et par andre personligheder fra 'guldalderen'

Jens Christian Hostrup (1818-1892) 'Dannelse er ingen viden, det er en væren'

Adam Oehlenschläger (1779-1850) 'At dannes er at modnes indefra'

 

Supplerende læsning
Diskussion om dannelse i et lidt andet perspektiv kan ses på dette netsted, som handler om 'Det dannede menneskes bibliotek' på en uhøjtidelig måde.
http://blog.politiken.dk/bibliopaten/2007/04/24/min-morfars-bibliotek-eller-hvad-er-dannelse/