FREDERICIA: Lokalbladet Budstikken fejlfortolker i en artikel tirsdag den 5. ds. en udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, lyder det nu fra Fredericia Kommune.
Budstikken skriver, at samarbejdet mellem Fredericia Kommune og Realdania Arealudvikling A/S vedr. udviklingsprojektet FredericiaC er ulovligt. I artiklen oplyses det, at konstruktionen er ulovlig og, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skulle være enig heri.
- Dette er en fejlfortolkning af udtalelsen fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i udtalelsen alene udtalt sig vejledende om, at selskabet FredericiaC ikke er omfattet af den såkaldte kommunale erhvervslov (L 548). Heri er Fredericia Kommune enig. Det har nemlig hele tiden været Fredericia Kommunes opfattelse, at selskabet FredericiaC er underlagt kommunalfuldmagtsreglerne. I den vejledende udtalelse udtaler Erhvervs- og selskabsstyrelsen netop, at kommunalfuldmagtsreglerne går forud for den kommunale erhvervslovs regler, siger borgmester Thomas Banke (V).
Fredericia Kommune har forelagt artiklen fra Budstikken for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der ikke har været kontaktet i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen i Budstikken.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen oplyser i dag til Fredericia Kommune, 'at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i sin udtalelse ikke tager stilling til, hvorvidt selskabet er lovligt. Udtalelsen vedrører udelukkende forholdet til L 548. Om selskabskonstruktionen kan tillades af anden lovgivning, kan styrelsen ikke tage stilling til'.
Herudover oplyser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen følgende:
'Erhvervs- og Selskabsstyrelsens har den 25. november 2009 givet en vejledende udtalelse. Styrelsen tager heri blandt andet stilling til, om et partnerselskab kan være omfattet af L 548. Udtalelsen bygger på de indsendte oplysninger i den konkrete sag. Det er styrelsens opfattelse, at et partnerselskab ikke kan være omfattet af reglerne i L 548. Det fremgår af lovens § 3, stk. 5, at kommuner og regioner kun kan deltage finansielt og ledelsesmæssigt i aktieselskaber, anpartsselskaber og andre virksomheder med begrænset ansvar. Partnerselskabet er netop kendetegnet ved, at selskabets komplementarer hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for selskabets forpligtelser. Styrelsen kan ikke udtale sig om, hvorvidt der kommunalretligt skulle være noget til hinder for den konstruktion, der omtales i Statsforvaltningens forespørgsel. Det falder derfor også uden for styrelsen område at vurdere, om selskabet kan oprettes i henhold til kommunalfuldmagtsreglerne. Dette hører under Indenrigs- og Socialministeriets område. Desuden beskriver styrelsen i den vejledende udtalelse, at de kommunalretlige regler har forrang frem for L 548. Dette fremgår af § 1 i bemærkningerne til lovforslaget (L 176/2006) bag L 548.'
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.