FAABORG-MIDTFYN: Faaborg-Midtfyn Kommune har nu givet grønt lys til at indgå en partnerskabsaftale med Unicef Danmark med henblik på at blive certificeret en såkaldt Børnevenlig Kommune. Det fremgår i et referat fra et møde i kommunalbestyrelsen. Aftalen giver kommunen adgang til et toårigt program med fagligt fundament, værktøjer og netværk, der skal styrke arbejdet med børn og unges rettigheder, trivsel og medbestemmelse i kommunale beslutningsprocesser.
Ifølge forvaltningen vil samarbejdet også fremme demokratisk dannelse og samfundsengagement, styrke børn og unges handlekraft og sikre, at flere unge - også dem, der normalt ikke høres - får reel indflydelse på kommunens beslutninger.
"Demokratisk selvtillid hænger tæt sammen med kendskab til egne rettigheder. Når børn og unge oplever, at deres stemme har værdi, og samtidig lærer, hvilke rettigheder de har - både som individer og som en del af et fællesskab - styrkes deres mulighed for at deltage aktivt i demokratiet," lyder det bl.a. i sagsfremstillingen.
Kommunalbestyrelsen godkendte efter anbefaling fra både Opvækst- og Læringsudvalget og Økonomi-, Erhvervs- og Turismeudvalget. Kun René Brinch Petersen (S) og René Jørgensen (LA) stemte imod, mens Morten Schjøtt (Ø) undlod at stemme.
Under certificeringsperioden på to år skal kommunen udarbejde en situationsanalyse for børns rettigheder og en handlingsplan, der skal implementeres indenfor perioden. Ved positiv evaluering fra Unicef kan Faaborg-Midtfyn Kommune opnå dermed status som Børnevenlig Kommune i fem år.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











