
Det bliver ca. 20 pct. billigere at benytte den kollektive trafik uden for myldretiden, og der indføres et nyt ungdomskort, som allerede fra sommeren 2013 giver nye rabat-tilbud til unge, når de benytter den kollektive trafik. Med det nye ungdomskort bliver de tilbud, som unge har fået gennem det hidtidige såkaldte HyperCard, gjort permanente samtidig med, at målgruppen udvides.
- Jeg er utrolig glad for, at det nu bliver markant billigere at benytte den kollektive trafik uden for myldretiden, og at vi får langt flere unge til at benytte den kollektive trafik med det nye ungdomskort, siger transportminister Henrik Dam Kristensen (S)
Fremtidssikret
Parterne bag aftalen er endvidere enige om at give den kollektive transport et solidt løft med investeringer for 2,6 mia. kr.
Aftalen er et vigtigt skridt på vejen til en fremtidssikret moderne jernbane baseret på el-drift.
Med aftalen er der taget beslutning om indkøb af nyt elektrisk togmateriel til landdelstrafikken i form af nye 15 el-togsæt, som skal være af en velafprøvet type. I første omgang anskaffes to-tre forskellige typer standard togsæt, som indsættes i en prøveperiode, hvor passagererne er med til vurdere kvaliteten af togene. På den baggrund kan der træffes beslutning om indkøb af flere tog.
- Der er vist ingen tvivl om, at fremtidige indkøb af nye tog skal gøres på en helt anden måde end IC4. Med aftalen tager vi endnu et skridt i retning af en yderligere elektrificering af de danske jernbaner. Jeg ser store perspektiver i den nye model for indkøb, som vi nu skal i gang med, hvor man i første omgang prøvekører og tester forskellige togsæt, inden der træffes beslutning om, hvilket tog der skal indkøbes, siger transportministeren.
Elektrificeret Grenaa-bane
Udover indkøb af nyt standard el-materiel er der endvidere en række yderligere investeringer i den kollektive trafik, som bl.a. skal sikre bedre forhold for de sjællandske pendlere ved indkøb af flere dobbeltdækkervogne, skabe bedre kapacitet gennem flere afgange i metroen samt foretage en række forbedringer på banenettet i hele landet.
Aftalen indebærer også en markant indsats for at etablere letbaner i flere af de større danske byer. Der afsættes penge til en forcering af letbaneprojektet i Odense, undersøgelser i hovedstaden af, hvordan flere letbaner og metroudbygning kan bidrage til et sammenhængende kollektiv trafiknet, og endelig afsættes penge til et beslutningsgrundlag for en letbane i Aalborg.
Aftalen sikrer også, at Aarhus Letbane får mulighed for at elektrificere Grenaabanen som et led i det allerede besluttede letbaneprojekt her. Endelig er der blevet plads til at fremme cyklismen i de større byer, hvor der er afsat midler til etablering af nye supercykelstier, som skal bidrage til at få flere pendlere til at benytte cyklen frem for bilen.
- Vi har fået en god aftale, som sikrer bedre og billigere kollektiv trafik, men vi har også lavet en aftale, som giver sigtelinjer for fremtidens transportsystem med fokus på elektrificering, letbaner og cykler, siger Henrik Dam Kristensen.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.