
- Det er i Hovedstadsområdet de helt store trafikale problemer er og vil blive helt utåleligt forværret, hvis ikke der kommer gang i de nødvendige investeringer i infrastrukturen. Allerede de trafikale problemer vi oplever i Hovedstadsområdet i dag er ekstremt dårlig samfundsøkonomi og miljøøkonomi – vi bliver ganske enkelt nødt til at tage fat i de nødvendige løsninger nu, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen, der også er formand for Omegnskommunernes Samarbejde.
De 15 københavnske omegnskommuner har indsendt et høringssvar til Trafik- og Energi-ministeriets rapport ’Trafikale udfordringer i hovedstadsområdet’.
- Ministeriets rapport ’Trafikale udfordringer i hovedstadsområdet’ tydeliggør fint mange af de massive trafikale problemer vi allerede har i hovedstadsområdet og som helt klart ikke bliver mindre i de kommende år. Det gælder både vejnettet og banenettet til og fra København og i de eksisterende ringe omkring byen. Men vi mener samtidig, at rapporten fejler grundlæggende, fordi den ikke fokuserer nok på problemerne i de såkaldte ringkorridorer omkring København – og heller ikke peger på initiativer der kan løse problemerne, siger Erik Nielsen.
Tre projekter
Omegnskommunernes Samarbejde peger først og fremmest på tre projekter, der har afgørende betydning for infrastrukturen og trafikafviklingen i Storkøbenhavn. Der er tale om rene statsopgaver:
1. Anlæg af en Ring 5 mellem Køge Bugt Motorvejen og Helsingør Motorvejen.
Den femte ringforbindelse har været på tapetet siden 1960’erne. Tværvejen skal starte i Hørsholm-Kokkedalområdet og via Ballerup og Ishøj koble sig på Køge Bugt Motorvejen. I dag bliver al nord-og sydgående trafik presset ind gennem Motorring 3 i det københavnske nærområde med de kendte trafikmæssige belastninger og miljømæssige problemer som følge. Den igangværende udbygning af Motorring 3 med et tredje spor, vil kun på kort sigt løse problemerne.
2. Anlæg af en letbane langs Motorring 3 mellem Lyngby-Taarbæk, Glostrup, Ishøj og Brøndby Strand – og videre til Amager via Avedøre Holme.
Faktiske trafiktal og trafikprognoser viser, at pendlingen med biler på tværs af Hovedstadsregionens ’byfingre’ vokser eksplosivt. Letbanen langs Motorring 3 vil være af vital betydning for at løse de stigende problemer med den tværgående trafik omkring København. Letbanen vil løbe gennem områder, hvor mange mennesker bor og arbejder og den vil skubbe til byudviklingen omkring de nye letbanestationer og den vil støtte udviklingen i de københavnske omegnskommuner med en fornyelse af mange ældre erhvervsområder.
3. Anlæg af en vejforbindelse og havnetunnel mellem Lyngbyvej og Amagermotorvejen.
En langsgående havnetunnel fra Nordhavn til Sjællandsbroen er nødvendig for at aflaste trafikken på Motorring 3, i den indre by, på Amager og i Ørestaden. Havnetunnellen er nødvendig for at sikre den økonomiske vækst i området.
De 15 deltagere i Omegnskommunernes Samarbejde er:
Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Egedal Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Rødovre Kommune, Tårnby Kommune og Vallensbæk Kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.