Flere byrådsmedlemmer er de seneste dage og uger blevet valgt som folketingskandidater, kort før Mette Frederiksen (S) torsdag udskrev valg.
I Kolding Nord-kredsen har De Konservative valgt partiets borgmesterkandidat og eneste byrådsmedlem, Christina Foldager, som ny folketingskandidat, skriver JydskeVestkysten. Bliver hun valgt, forlader hun byrådet og overlader pladsen til Morten Høybye, som er 1. suppleant og desuden folketingskandidat i Kolding Syd.
I Ringsted-kredsen har De Konservative også valgt en borgmesterkandidat som ny folketingskandidat, skriver Sjællandske Nyheder. Det er Rune Kristensen, som ved KV25 var borgmesterkandidat i nabokommunen Næstved, hvor han fik næstflest stemmer i kommunen og endte som viceborgmester.
Rune Kristensen har tidligere været folketingskandidat i Guldborgsund og Slagelse og er p.t. sit partis 2. suppleant i Sjællands Storkreds. Nu håber han at blive valgt i Ringsted-kredsen, som dækker Ringsted og Sorø kommuner.
I Hedensted er en anden Rune, nemlig 2. viceborgmester Rune H. Mikkelsen (DD) godkendt som ny folketingskandidat for Danmarksdemokraterne i Sydjyllands Storkreds. Det oplyser han på Facebook.
Christoffer Emil Jexen (EL), som sidder i kommunalbestyrelsen i Rudersdal, er blevet opstillet som nummer to på Enhedslistens liste i Nordsjællands Storkreds, skriver Sjællandske Nyheder. Partiet opstiller på partiliste, og øverst står Sinem Dybvad Demir.
I Vordingborg-kredsen er kommunalbestyrelsesmedlem Martin Graff Jørgensen genvalgt som folketingsmedlem for SF, skriver mediet Vordingborg.in. Han blev ved KV25 valgt til sin anden periode med fjerdeflest stemmer i kommunen.
I Stevns er byrådsmedlem Line Krogh Lay (R) genvalgt som sit partis folketingskandidat i Faxekredsen og Køge-kredsen, som dækker Faxe, Stevns, Køge og Lejre kommuner. Det skriver Sjællandske. Hun stillede også op ved seneste valg og blev dengang 1. suppleant i Sjællands Storkreds.
Til sidst en nyvalgt folketingskandidat, som ikke sidder i et byråd: Venstre i Sønderborg-kredsen har valgt 30-årige Phillip Kjær Luscombe som ny folketingskandidat, skriver Gråsten Avis. Han arbejder til daglig som direktør i Anders Fogh Rasmussens rådgivningsfirma, Rasmussen Global.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















