
Først blev stribevis af arrangementer aflyst, så lukkede kulturtilbud helt. Kommunerne har som følge af coronavirusset måttet sende medarbejdere hjem, og det betyder, at biblioteker nu har lukket helt - også for selvbetjening. Derfor kan borgere de fleste steder ikke længere bestille fysiske materialer hjem eller aflevere lånte materialer. Fredag informerede Kombit om, at biblioteker heller ikke længere skal opkræve blandt andet gebyrer, hvis afleveringsfristen overskrides i lukkeperioden.
Til gengæld kan borgere forny sine materialer online og forlænge fristen for at hente en reserveret bog. Lukkeperioden har fået en række biblioteker til at øge servicen på onlineplatforme, så lånere kan låne e-bøger og lydbøger på eReolen og film på Filmstriben i højere grad end før.
I Fredensborg kan lånere nemlig låne op til otte bøger og fem film online nu, mens bibliotekerne i Odense, Vejle og Kolding har øget antallet af udlån til ti styk. I Frederikshavn kan borgere nu låne 15 styks af hver, og i Ringkøbing-Skjern og Gentofte har bibliotekerne valgt at øge antallet af film og bøger, så man kan låne 20 i stedet for fem pr. måned på onlinetjenesterne. Imens har bibliotekerne i Herlev besluttet at skrue helt op for antallet af udlån, og her kan man nu låne op til 100 lydbøger og 100 e-bøger mod de seks, man normalt må låne om måneden.
Virtuelle kulturinsprøjtninger
Også Det Kongelige Teater tilbyder en kulturel 'bag skærmen hjemmefra', selvom man ikke længere kan komme i det fysiske teater. Fredag lancerede teatret en ny hjemmeside, hvor det vil forsøge at underholde, informere og interagere med danskerne, mens selve teatrene er lukket ned.
Her skal medarbejderne arbejde hjemmefra de næste par uger og inviterer derfor danskere til at henvende sig på det nye site med forslag og idéer om alt fra musik, historier til sange og danse, som man kan bevæge sig til derhjemme.
- Vi tror på, at kunsten kan have en rolle at spille for mennesker, når alting er anderledes, end det plejer at være. Derfor lancerer Det Kongelige Teater KGL Xtra - et nyt gratis univers på Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvor teatrets kunstnere vil vise, hvad de laver, mens de ikke kan komme på scenen, siger teaterchef Kasper Holten.
Som det første tilbyder KGL Xtra en lydoptagelse, som Danmarks Radio nåede at lave af Monterverdis opera Orfeus tirsdag d. 10. marts - den sidste opførelse af Orfeus, før teatret måtte lukke ned for en tid.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.