
To områder i det danske landskab er lørdag blevet optaget på Unesco's prestigefyldte liste over steder i verden, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares.
Det drejer sig om den sønderjyske by Christiansfeld og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, som lørdag er blevet optaget på verdensarvslisten efter et møde i den tyske by Bonn. Det oplyser Kulturstyrelsen.
Christiansfeld er en af de første byer i Danmark, som er planlagt og systematisk bygget, og det glæder Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), at byen er kommet med på listen.
- Christiansfeld er nu blevet et verdensnavn. Kvalitetsstemplet er sat på vores unikke brødremenighedsby, siger han i en pressemeddelelse.
Byen er opkaldt efter Christian VII og blev i 1773 grundlagt af trossamfundet herrnhuterne, også kendt som Brødremenigheden. Hele bykernen er særdeles velbevaret, og de fleste af husene er opført mellem 1773 og 1800 efter en streng byplan, der afspejler kristne leveformer.
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland består af områderne omkring Dyrehaven ved Klampenborg og dele af Gribskov. Landskabet er planlagt efter Christian V's ønske om at drive jagt fra hesteryg, hvor hjortene jages til udmattelse med hunde, inden kongen giver byttet nådestødet med sværd eller spyd.
Vikinglokaliteter ikke med
Christian V blev inspireret til denne jagtform efter at have besøgt 'Solkongen', Ludvig XIV, i Frankrig og deltaget i parforcejagt her. Det er dog ikke jagtformen, men selve landskabet der er kommet på listen. Det består af en kombination af kvadratnet og stjernenetsystem.
Også den nyudnævnte kulturminister, Bertel Haarder (V), glæder sig over optagelsen:
- Det styrker vores image som et land, der har rødder langt tilbage, som har byer og gamle huse, der ikke er blevet ødelagt af krig, og som har tusind middelalderkirker, der er værd at besøge, siger han.
Danmarks tredje kandidat, vikinglokaliteter i Nordeuropa, som er udarbejdet i samarbejde med Island, Letland, Norge og Tyskland, kom ikke på listen i denne omgang.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.