AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Datacentre presser elnettet: Efterspørgsel kan blive 30 gange højere

Køen af nye datacentre vokser og kan løfte elforbruget til over 15 gigawatt. Det bekymrer lokalt - bl.a. i Holbæk, hvor et stort projekt møder modstand fra en borgergruppe.   
24. APR 2026 14.09

Strømforbruget fra datacentre i projektfasen vokser markant i kommunerne og presser elnettet. Ifølge Energinet vil de datacentre, der aktuelt står i kø for tilslutning, samlet set efterspørge over 15 gigawatt - svarende til omkring en 30-dobling af det nuværende forbrug fra daracentre. "Så det er meget, meget voldsomme tal," siger driftsdirektør hos Energinet Søren Dupont Kristensen til DR

Ifølge mediet er der på landsplan omkring 50 datacentre i dag, som understøtter bl.a. streaming, cloudtjenester og digitale løsninger. Efterspørgslen fra nye projekter ligger dog en del over det nuværende forbrug, hvilket udfordrer kapaciteten i elnettet. "Det er over 15 gigawatt, de datacentre, der lige nu står i kø for at blive tilsluttet til det danske elnet, vil bruge," forklarer driftsdirektøren. 

Branchen vurderer dog, at det kun er en mindre del af projekterne, der faktisk bliver realiseret. "Der er ikke hverken behov eller strøm nok til alt det, der ligger i kø, og der er også meget i kø, som ikke er seriøse projekter," siger direktør i Datacenter Industrien Henrik Hansen. Han anslår, at cirka ti procent af projekterne frem mod 2030 vil blive til egentlige datacentre.

Lokale bekymringer

Udviklingen ses bl.a. i Holbæk Kommune, hvor et planlagt hyperskala-datacenter forventes at få et strømforbrug på 350 megawatt. Det svarer til omkring seks gange kommunens nuværende elforbrug og illustrerer størrelsesordenen af de nye anlæg, skriver DR.

Planerne har vakt bekymring lokalt, hvor en borgerbevægelse har råbt kommunen op om projektets omfang og konsekvenser. Borgmester i Holbæk Christina Krzyrosiak Hansen (K) fastslår, at projektet fortsat er i en tidlig fase, og at der endnu ikke er truffet endelige beslutninger. Samtidig understreger kommunen, at der vil indgå en politisk behandling, hvor hensyn til både lokalsamfund og udvikling skal afvejes.

"Vi ser nogle interessante synergier i forhold til genanvendelse af overskudsvarme fra centret, og der følger også nogle nye arbejdspladser med, hvis det bliver en realitet. Når det er sagt, forstår jeg godt, at udsigten til et datacenter i den skala kan skabe bekymringer hos borgerne," lyder det i et skriftligt svar. 

ap

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/datacentre-presser-elnettet-efterspoergsel-kan-blive-30-gange-hoejere

GDPR