AALBORG: Et brev fra en række kommunale medarbejdere i Aalborg får nu Datatilsynet til at indlede en undersøgelse, oplyser tilsynet.
I april modtog en række politikere og medier et anonymt brev fra utrygge medarbejdere i forvaltningen Job og Velfærd, tidligere Familie og Beskæftigelse.
I brevet beskrev de, at ledere fra it-afdelingen pludselig kunne referere fra fortrolige samtaler mellem ansatte, og at de anonyme medarbejdere derfor gættede på, at de blev overvåget af it-lederne.
Brevet fik kommunen til selv at hyre KL's udviklingscenter Komponent til at lave en undersøgelse, som blandt andet omfatter interview med alle medarbejdere og en særlig whistleblowerordning. Desuden er ledere i it-centret blevet bedt om at besvare en række spørgsmål. Resultatet af undersøgelsen ventes at være klar i løbet af august.
Krav om rimelighed og viden
Men nu får medieomtale af sagen altså også Datatilsynet til af egen drift at indlede en undersøgelse for at afklare, om overvågning har fundet sted, og om den i givet fald er sket i overensstemmelse med reglerne om databeskyttelse.
- Hvis man overvåger medarbejdere, skal arbejdsgiveren sørge for, at reglerne bliver overholdt. I praksis betyder det bl.a., at man skal have en hjemmel og et sagligt formål, og at grundlæggende principper om lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed er opfyldt. Og hvis man lever op til alt dette, har medarbejderne naturligvis også krav på at få at vide, at de bliver overvåget - herunder hvordan, hvorfor, hvor længe osv. Undersøgelsen af sagen i Aalborg Kommune har til formål at finde ud af, hvad der egentlig er sket, om alle disse regler er blevet overholdt, fortæller Kamille Frølund Thomsen, fuldmægtig i Datatilsynet.
I et brev til Aalborg Kommune har tilsynet bedt om at få resultaterne af Komponents undersøgelse samt en redegørelse for, hvilke overvejelser undersøgelsen giver anledning til i kommunen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.