Det år, da KL og regeringen ikke lavede nogen aftale

Af Morten Uhrenholdt

Det nuværende aftalesystem mellem kommunerne og staten har fungeret - mere eller mindre godt - siden 1979-80. Men det er ikke givet af Gud - og er nedslidt. Andre måder er også mulige - herunder at staten forhandler direkte med den enkelte kommune.

Det nuværende aftalesystem blev skabt en halv snes år efter kommunalreformen i 1970, og havde som hovedformål at sikre, at den betydelige del af samfundsøkonomien, kommunerne har ansvaret for, ikke kommer helt ud af takt med andre samfundshensyn.

I slutningen af 70'erne var der tale om en voldsom vækst i kommunernes økonomi. Den lå på 6-7 procent om året, og de fleste kunne indse, at det var helt uforsvarligt. Så den daværende socialdemokratiske regering gik hårdt til kommunerne og fik beskåret væksten til 3 procent i 1980 og 2 procent i 1981.

I 1982 kom Poul Schlüter (K) til og dannede 'firkløver-regeringen' med Britta Schall Holberg (V) som indenrigsminister. Hun gennemførte en lang række tiltag og love på det kommunaløkonomiske område - bl.a. for at dæmpe væksten og opsuge kommunernes likviditetsoverskud.

Og den borgerlige regering gik hårdt til kommunernes voldsomme vækst. Kommunerne var klar over, at nu var det alvor, og de igangsatte selv et spareprogram. Alle i statsapparatet var overraskede, for i 1983 endte det med en vækst på minus 2,4 procent. Fra en realvækst på 6,8 i 1980 var der altså nu minus-vækst, og året efter, i 1984, blev den på minus 0,4 procent.

Nemt - men brutalt
Så i 1985 gik det igen den gale vej. Budgetterne viste en vækst på 3,2 procent, og det var et brud på aftalen med regeringen. Svaret var promte og kontant. Året efter beskar regeringen bloktilskuddet, så kommunerne måtte lave deres budgetter om og opnå en besparelse på to procent. 

Nu var stemningen mellem kommuner og stat mildest talt anstrengt.

- Det var en periode, hvor kommuner og regering var meget vrede på hinanden, mindes Jørget Lotz, tidligere afdelingschef i Indenrigsministeriet og forfatter til en række bøger om kommunal finansiering og aftalemodellen.

I 1987 var der en minus-vækst på 1,4, og 1988 blev så året, hvor KL ikke underskrev nogen aftale med staten. I mellemtiden havde Schlüter omdannet sin regerimg efter et valg, og indenrigsminister var nu Knud Enggard (V).

Regeringen tog situationen med stor sindsro og udmeldte blot beskedne bloktilskud. I årene derefter var der faldet ro over parterne, og frem til 1995 var væksten i kommunerne dæmpede - tæt på nul.

- Det var såmænd nemt nok at leve uden aftalen med KL. Men det er jo en brutal måde, og den er selvfølgelig ikke gangbar på længere sigt, siger Jørgen Lotz.

Han mener, at aftalemodellen reelt er ved at være udspillet, og den kommunale frihed er væk.

Ikke ærlige budgetter
- Den kommunale frihed kunne engang bruges til, at den enkelte kommune kunne indrette sig økonomisk efter de særlige forhold, der kunne være tale om - f.eks. lavt børnetal, eller få ældre, der gjorde det muligt at nedsætte skatten. Eller omvendt sætte skatten op, hvis det var nødvendigt.

- I dag betragtes det som en særlig fordel, hvis en kommune får lov til at hæve skatten. Engang var det omvendt, da konkurrerede kommunerne nærmest om at kunne præstere den laveste skat, siger Jørgen Lotz.

- I dag opererer kommunerne ikke med ærlige budgetter. For det bliver de straffede for, fordi der er knyttet sanktioner til at komme med et for højt budget. Det er derfor, man ser de voldsomme overskridelser, som kommunerne så må have fundet skjulte indtægter for at finansiere, siger den forhenværende afdelingschef.

Og udsigten til, at der i år ikke skulle blive nogen aftale mellem KL og Finansministeren om næste års økonomi, tager han med sindsro.

Se til England
- Hvis der ikke bliver nogen aftale med KL, så betyder det blot, at regeringen kan diktere økonomien med kommunalt skattestop og lånebegrænsninger. Og hvis der er nogen, der tror, at det er en umulighed for staten at forhandle aftaler med hver enkelt kommune, så tager de fejl. Det kan man sagtens.

- Det gør man f.eks. i England, hvor man også har 98 kommuner, og hvert år forhandler økonomiaftaler med hver enkelt.

- Det ville måske nok kræve, at man lavede et kommune-depardement i Indenrigsministeriet, der så skulle have nogen embedsmænd til opgaven. Og man kunne måske også forestille sig, at det blev suppleret med en slags rammeaftale med KL, hvor man lægger de overordnede temaer for de kommende års økonomi, slutter Jørgen Lotz. 

Fortsat tomrum i 2010
Iøvrigt hersker der onsdag fortsat et tomrum omkring dette års forhandlinger. Der er stadig ikke aftalt nogen møder, efter at Finansministeren i vrede over kommunernes 4 milliarder-overskridelse af sidste års budgetter aflyste det første aftalte forhandlingsmøde.

Hverken i KL eller i Finansministeriet kan eller vil man oplyse noget om situationen.