I foråret opfordrede De Radikale flere gange det nu tidligere medlem af partiet Karen Melchior til at trække sig fra sit mandat i Europa-Parlamentet efter massive problemer med arbejdsmiljøet omkring hende. Det lyttede hun ikke til.
På partiets landsmøde i Nyborg har partiet dog nu besluttet at ændre vedtægterne, så partiets ledelse fremover kan fratage medlemmer deres tillidsposter, hvis de overtræder samværspolitikken.
- I andre organisationer har lederen beføjelser til at træffe beslutninger, som sikrer at alle trives. Det har vi ikke haft, og derfor har vi lavet samværspolitikken for at sikre et godt grundlag for trivsel og samarbejde, siger partiets landsformand, Mikkel Sarbo.
- Og derfor er det også naturligt, at vi sikrer, at lederen har mulighed for at reagere på det, hvis der er nogen, som ikke trives.
Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan flere af Karen Melchiors medarbejdere sidste år sagde op grundet et hårdt arbejdsmiljø. Parlamentarikeren sygemeldte sig i februar, men fortsatte med at stemme i EU-Parlamentet. Det burde hun holde sig fra, når hun var sygemeldt, lød det fra den radikale ledelse.
I marts meddelte hun så, at hun var klar til at genoptage arbejdet i EU-Parlamentet, selv om De Radikales hovedbestyrelse havde opfordret hende til at trække sig. I august - samme dag som De Radikales sommergruppemøde - meldte hun sig så ud af partiet, men beholdt sit mandat og fortsætter i EU-Parlamentet. Dog ikke som radikalt medlem.
Kunne det have været hensigtsmæssigt at have haft sådan en vedtægt i sagen om Karen Melchior?
- Der ville jeg da synes, at det havde været rart, hvis vi på forhånd havde defineret, at i sådanne nogle situationer, så har ledelsesniveauet mulighed for at reagere, siger landsformand Mikkel Sarbo.
Det var i forbindelse med partiets landsmøde sidste år, at De Radikale udarbejdede en ny samværspolitik. Den beskriver, hvad der karakteriseres som uacceptabel adfærd. Det er blandt andet overgreb, uønskede berøringer og sjofle vittigheder.
Det er også anden adfærd som sårende bemærkninger, råb og latterliggørelse.
Partiet fik i første omgang en samværspolitik, efter at den tidligere partileder, Morten Østergaard, trak sig i 2020, efter han måtte erkende, at han havde opført sig upassende overfor partimedlemmet Lotte Rod.
Siden trak også det tidligere folketingsmedlem Kristian Hegaard sig efter det, han selv beskrev som "grænseoverskridende adfærd" i flere tilfælde. På dette års landsmøde diskuterede partiets medlemmer også, om De Radikale skal have en egentligt eksklusionsparagraf. Det blev stemt ned.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.