

Skal ansatte i kommunerne have ret til ubegrænset fri med løn, når børnene er syge?
Det spørgsmål er rykket højere op på den kommunalpolitiske dagsorden, efter blandt andre Aalborg har stillet forslag om at udvide den nuværende model.
Flere kommunalpolitikere mener nemlig, at kommunerne bør gå forrest i kampen for bedre balance mellem arbejde og familieliv - også selvom det kræver en ændring af de nuværende overenskomster.
Allerede i marts vakte Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S), opsigt, da han fra talerstolen på Kommunalpolitisk Topmøde foreslog, at ansatte i kommunerne skal have ubegrænset ret til barns sygedage med fuld løn.
- Desværre oplever mange børnefamilier i dag problemer med at få hverdagen til at hænge sammen. Det presser forældrene og vores børn og unge, lød det fra borgmesteren, der i samme ombæring opfordrede KL til at tage forslaget til behandling.
Allerede året før havde et flertal i Aalborg Byråd ønsket at gennemføre en forsøgsordning, men her KL satte foden i jorden og henviste til, at spørgsmålet hører hjemme ved overenskomstforhandlingerne.
Et signal til KL
Nu følger andre kommuner trop.
I Helsingør stillede Enhedslisten for nylig et forslag om at sende et officielt ønske til KL om at arbejde for bedre vilkår i næste overenskomstrunde.
- Vi mener, at vi kan få nogle gladere og mere trygge medarbejdere, fordi det bliver lettere at få familielivet til at hænge sammen. Det vil også gøre det lettere for kommunen at finde nye kvalificerede medarbejdere, hvilket vi har stigende problemer med - især på velfærdsområder som pædagoger, lærere og SOSU’er, siger byrådsmedlem Malthe Jacobsen (EL) til DK Nyt.
Han mener, at inspirationen kan hentes i Sverige, hvor forældre har ret til at blive hjemme med deres syge børn, indtil de er raske. I Danmark har mange ansatte kun ret til fri med løn den første - og i visse overenskomster også anden - sygedag.
- I Danmark må mange forældre tage fri uden løn, melde sig selv syge eller krydse fingre for, at en Panodil klarer det. Det stresser familierne, går ud over børnene og i sidste ende også arbejdspladsen, siger Malthe Jacobsen.
Han understreger, at Enhedslisten i Helsingør er enige i, at løsningen skal findes gennem overenskomstsystemet. Derfor blev forslaget omformuleret til at opfordre til en drøftelse i Økonomi- og Erhvervsudvalget med henblik på at sende sagen videre til KL.
Pres fra flere sider
Debatten har fået yderligere momentum efter, et borgerforslag på blot tre dage fik over 50.000 underskrifter og dermed nok til at blive fremlagt i Folketinget.
Forslaget går ud på at sikre forældre ubegrænset ret til frihed med løn ved barns sygdom - også med inspiration fra det svenske system, hvor en statslig fond kompenserer arbejdsgiveren.
Hos KL holder man dog fast i, at spørgsmålet hører hjemme ved forhandlingsbordet. KL’s formand, Martin Damm (S), har dog lovet at tage forslaget op i bestyrelsen.
- Nogle af tingene inden for familiepolitik er politik, mens andre ting hører inde under overenskomsterne, fordi det er reguleret den vej. Men vi vil tage det op og drøfte det, sagde han til Kommunalpolitisk Topmøde.
Og i Helsingør håber Enhedslisten fortsat, at forslaget kan få nyt liv:
- Vi håber, at byrådet vil tilslutte sig, at vi i udvalget taler videre om, hvordan vi kan fremme sagen. Det handler i sidste ende om børns trivsel, familieliv og kommunens evne til at tiltrække medarbejdere, siger Malthe Jacobsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.