dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Hvis der skal være to lærere i alle klasser i Aarhus Kommune, kan prisen blive så høj som 250 og 320 millioner kroner om året. (Arkivfoto)
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

To fagprofessionelle i skoleklasser vil koste millioner, tid og ressourcer

Et valgløfte i Aarhus om to uddannede voksne i alle 0. til 3. klasser på alle kommunens skoler er ikke sådan lige at indfri.

AARHUS: SF og Socialdemokratiet åbnede ballet allerede i valgkampen.

Da de sene nattetimer så var nået på valgnatten, blev løfterne også nedfældet på papir med et flertal bag.

Der skal være to uddannede voksne - enten to lærere eller en lærer og en pædagog - i alle 0. til 3. klasser på alle kommunens skoler.

Den idé møder stor opbakning hos både lærere og pædagoger, skriver TV2 Østjylland.

- Det, synes jeg, er en god idé. Det er godt, at politikerne har set, at det har en betydning for folkeskolen, at der er to fagprofessionelle i klasserne, siger Line Møller, der er formand for BUPL Aarhus.

Hun bakkes op af Jens Mathiesen, der er formand for Aarhus Skolelederforening og til daglig skoleleder på Hårup Skole.

- Jeg tænker, det er en super idé. Bare det at man ser i folkeskolens retning endnu en gang, det glæder jeg mig helt vildt over.

TV2 Østjylland har spurgt magistratsafdelingen for Børn og Unge i Aarhus Kommune, hvad de regner med, at ordningen vil koste.

150 til 320 millioner om året

Forvaltningen anslår, at hvis der er tale om 25 undervisningstimer om ugen, så vil det koste mellem 150 og 190 millioner kroner om året, hvis der skal være en lærer og en pædagog i alle klasser.

Hvis der skal være to lærere i alle klasser, vil prisen derimod løbe op i et sted mellem 250 og 320 millioner kroner om året. Forvaltningen understreger, at der er tale om foreløbige vurderinger, da der er nogle praktiske ting omkring ordningen, der endnu ikke er fastlagt politisk.

Til sammenligning havde politikerne til budgetforhandlingerne i år i alt i omegnen af 275 millioner kroner at fordele til 2026. Økonomidirektøren i Aarhus Kommune forklarede i den forbindelse, at det tal var markant højere end normalt. Ifølge økonomidirektøren har politikerne typisk omkring 50 millioner kroner, de kan fordele.

- Det er rigtigt, at det er mange penge. Men sammenlignet med Aarhus Kommunes samlede økonomi er det muligt at finde og afsætte i en årlig budgetforhandling, siger rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF), der henviser til netop sidste års budget, hvor politikerne fordelte 1,1 milliarder kroner over fire år.

Men hvis vi ligger i et prisleje, der hedder 250-300 millioner kroner om året, så er alle 1,1 milliarder væk. Skal man bruge alle pengene på det her?

- Der er andre store behov i Aarhus Kommune, og vi kommer ikke til at se fire budgetlægninger i træk, hvor vi kun afsætter penge til folkeskolen, så det bliver også en debat, hvor vi skal omprioritere, siger Thomas Medom, der gerne vil skrue ned for mængden af det, han kalder for 'vilde projekter' i Aarhus Kommune.

Mangel på pædagoger

Forvaltningen i Aarhus Kommune kan endnu ikke komme med et konkret bud på, hvor mange nye lærere og pædagoger de skal ud at finde for at opfylde de nye politiske krav.

Én ting er dog sikkert. Det er ganske mange, der skal sluses ind i den aarhusianske folkeskole. Så selvom politikerne finder alle de penge, der skal til for at kunne lykkes, så når planen ikke i mål med et fingerknips.

Der er dog tro på, at det nok skal kunne lade sig gøre.

- Det tror jeg, at det kan, men det er nok et langt træk, fordi vi ved, der er pædagogmangel på daginstitutionsområdet i Aarhus, siger Line Møller.

- Jeg kan regne ud, at det er ret mange personer, det kommer til at handle om, så det kommer ikke til at ske lige henover sommeren, så det er en flerårig strategi, vi kommer til at kigge ind i, siger Jens Mathiesen.

- Vi er heldigvis en studieby i Aarhus, så der er rigtig mange at tage af, men det kræver også noget. Så vi skal virkelig sætte vores lid til, at pædagoguddannelsen og læreuddannelsen opfylder hele kapaciteten de næste år.

Selvom både BUPL og Skolelederforeningen grundlæggende er glade for initiativet, så er der også nogle spørgsmål de fortsat mangler svar på.

Line Møller fra BUPL kan godt frygte, at de pædagoger, der skal findes til folkeskolen kommet til at dræne eksempelvis sfo'erne for pædagoger.

- Det er de samme pædagoger, der arbejder ind i undervisningsdelen, der arbejder i sfo'en, og hvis de pædagoger nu skal have flere timer i undervisningen, vil det så betyde, at der kommer færre pædagoger i vores sfo'er, hvor vi ved, at det er der, vi er gode til at arbejde med børnenes trivsel?, spørger Line Møller ud i det åbne.

Også plads til selvbestemmelse

Hos Skolelederforeningen er bekymringen lidt anderledes.

Jens Mathiesen håber ikke, at to-voksenordningen bliver tvunget ud alle steder, men at skolerne selv får noget at skulle have sagt, hvis de vurderer, at det er noget andet, der skal til for at sikre trivslen på den enkelte skole.

- Vi er en stor by med en stor diversitet. Der er langt fra Solbjerg til Hårup. To fagprofessionelle vil være et naturligt skridt for rigtig mange, men det er bare ikke svaret på alle spørgsmålene. Fordi hvis svaret var så simpelt, så tænker jeg, der var mange flere, der var gået den vej. Det er bare mere komplekst, siger Jens Mathisen.

Det var som nævnt tidligere Thomas Medom (SF) og Anders Winnerskjold (S), der åbnede ballet og lovede to-voksenordning i indskolingen allerede i valgkampen.

Og selvom der nu er et flertal bag beslutning, så anerkender de, at det kommer til at tage tid.

- Det bliver et langt, sejt træk, og vi har ikke alle svarene endnu. Der skal findes mange penge, men der skal også findes en masse uddannede, hvor vi især på pædagogsiden har svært ved at tiltrække pædagoger i Aarhus.

- Så min ambition er hurtigst muligt, men vi har ikke et klart mål endnu, siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for Børn og Unge.

Derudover er de to politikere også opmærksomme på, at skolerne skal have noget selvbestemmelsesret, ligesom Jens Mathisen ønsker, hvis ikke to voksne i indskolingen er den bedste løsning på den enkelte skole.

- Hvis det nu går godt i 3.A, men det bøvler enorm i 5.C, så skal man selvfølgelig ude på den lokale skole have noget fleksibilitet til at løse problemerne i 5.C, siger borgmester Anders Winnerskjold (S).

Og så er Thomas Medom opmærksom på, at ordningen ikke skal ende med at støvsuge markedet for pædagoger i daginstitutioner og sfo'er, der heller vil over i skolen.

- Vi kommer ikke til bare flytte pædagoger fra daginstitutioner og ind i skolerne. Så er det bedre, at det er to lærere de steder, hvor man ikke kan få en pædagog udover at tage dem fra den lokale daginstitution.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/to-fagprofessionelle-i-skoleklasser-vil-koste-millioner-tid-og-ressourcer

GDPR