
KØBENHAVN: En af de sidste sten på vejen mod opførelsen af Aflandshage Vindmøllepark i Øresund er nu ryddet af vejen. Således har Energistyrelsen nu godkendt Hofors ansøgning om at etablere havvindmølleparken, der skal ligge i det sydlige Øresund i et område, der ligger cirka ti km fra Amagers Sydspids og godt otte km fra det nordøstlige Stevns. Det oplyser Hofor i en pressemeddelelse.
Vindmølleparken kommer til at bestå af 26 havvindmøller med en totalhøjde på op til 220 meter til øverste vingespids. Projektet har en samlet effekt på 300 MW og vil kunne forsyne op til 300.000 husstande med grøn strøm.
- Jeg er stolt af, at Hofor med Aflandshage Vindmøllepark kan være med til at sikre, at hovedstadsområdet kan gå forrest i den grønne omstilling, siger Susanne Juhl, der er bestyrelsesformand i Hofor.
To høringer
Etableringstilladelsen er givet på baggrund af en offentlig høring, der løb hen over sommeren. Det er anden gang, at offentligheden er blevet hørt om Aflandshage Vindmøllepark. Den første høring blev gennemført hen over vinteren 2021/2022 og handlede om projektets miljøkonsekvensvurdering.
Siden den første høring har Hofor truffet en række valg, blandt andet med afsæt i de bekymringer og forslag.
Bl.a. har selskabet på baggrund af høringerne valgt de størst mulige møller, som miljøundersøgelsen tillader, da det blev efterspurgt i høringssvarene, at der kom færrest møller muligt. Der er også fokus på at skabe fundamenter, der giver mulighed for at skabe et kunstigt stenrev omkring møllerne til gavn for havbiologien i Øresund og Køge Bugt.
Desuden bliver vindmølleparkens transformerstation placeret på land ved Avedøreværket - og ikke på havet. Det betyder, at der ikke skal ligge en stor, fast konstruktion i mølleområdet.
Antallet af høringssvar til anden høringsrunde har da også været væsentlig færre end første. Her har Energistyrelsen modtaget 64 høringssvar mod 91 i første runde. Det mener Susanne Juhl er et udtryk for at dialogen har virket, og at det har givet grundlag for en god proces.
- Samtidig er jeg glad for, at vi igennem to høringsprocesser har været i dialog med borgere og nabokommuner, og at det kan lade sig gøre at imødekomme i hvert fald nogle af de bekymringer, der er blevet rejst.
Bekymringerne i høringssvarene har hovedsageligt drejet sig om en visuelle påvirkning samt for den mulige påvirkning af fugletræk over Øresund
Politisk opbakning
Processen og godkendelsen bringer også glæde i på kontoret hos overborgmesteren i København, da vindmølleparken kan bidrage til kommunens klimaambitioner.
- I København har vi sat en række ambitiøse mål, der skal gøre hovedstaden grønnere. Vi arbejder benhårdt på at blive CO2-neutrale så hurtigt som muligt. Og på sigt på at blive en klimapositiv hovedstad i 2035. Derfor er jeg rigtig glad for, at Hofor vil skabe store mængder ny, grøn og vedvarende energi med Aflandshage Vindmøllepark, der vil gavne den grønne omstilling og forbrugerne i Hovedstadsområdet og Øresundsregionen, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), der er overborgmester i København.
Efter planen skal Aflandshage Vindmøllepark være i fuld drift i 2026.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.