Af Paul Hegedahl
Bjarne Henrik Lundis:
'Farvelfærd';
Forlaget Sidespejlet, København 2010.
172 s., hft., 15 x 23 cm., fotos af alle de interviewede.
Kr. 199,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-984338-5-9.
'Bogen 'Farvelfærd' blev til ved lidt af et tilfælde, og så alligevel ikke. Snarere som en nødvendighed. Mens jeg skrev på bogen 'På sporet af den danske model' blev det klart for mig, at jeg ikke kom uden om også at skrive en bredere debatbog om vores velfærdssamfund. Der er nemlig lige nu noget som for alvor ulmer under overfladen på det. Jeg fornemmer, at velfærdssamfundet er ved at udvikle sig i en retning, som jeg absolut ikke bryder mig om. Andre ser det derimod mere som en nødvendig tilpasning af velfærdssamfundet. Akkurat som det tidligere er sket.
Uanset hvad man mener, så er vi nødt til at tage diskussionen. Og selv rød stue, blå stue og de, der befinder sig midtimellem, og som normalt er rygende uenige, kan enes om, at spørgsmålet om, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig, er det vigtigste politiske emne i Danmark lige nu.'
Den 6. oktober 2010 bragte vi her på dknyt.dk anmeldelsen af Knud Aarup: 'Frivillighedens velfærdssamfund' og den 7. september 2010 anmeldte vi Ebbe Berg: 'Seniorfolk - der er brug for os'. Og nu kommer så Bjarne Henrik Lundis med 'Farvelfærd'. Der er røre og - ser det ud til - at mange konstruktive kræfter gerne vil være med til at tænke nye tanker og skabe debat om, hvordan det danske velfærdssamfund kan udvikles og ikke forringes i en balance mellem samfundssektorerne.
En spændende opbygning af bogen
'Farvelfærd' er en debatbog om det danske velfærdssamfund. Dem er der jo ingen mangel på, men formen på denne bog er interessant og anderledes og giver debatten et bredt perspektiv. Og emnet er særdeles aktuelt.
Ud over forfatterens forord er bogen opbygget i fem dele. I hver del taler forfatteren med en lang række mennesker fra forskellige dele af samfundet: politikere, virksomhedsledere, ledere af frivillige organisationer, forskere, kunstnere - og der ses også på situationen i Danmark i udenlandsk perspektiv.
Formen giver samtalepartnerne mulighed for at udtrykke sig betydelig mere nuanceret end i de har mulighed for i Tv-, radio- og dagbladsinterview.
Og så skriver forfatteren et konkluderende afsnit under hver del - faktisk som en indledning og så kommer de efterfølgende samtaler, levende og interessante, som grundlaget for de konkluderende, personlige meninger.
Bogen handler ikke alene om situationen her og nu - og om udsigterne for fremtiden, men er solidt baseret på historien om, hvordan vi er kommet hertil: Om velfærdssamfundets spæde start i slutningen af 1800-tallet over dets velmagtsdage i perioden fra 1958 til 1973 og frem til i dag, hvor vi befinder os i den værste økonomiske krise i nyere tid.
1. Velfærdssamfundets historie
Anker Jørgensen - Fællesskabets tryghed
Niels Helveg Petersen - Politisk kursskifte
Mogens Lykketoft - Socialdemokraternes fortælling
Claus Hjort Frederiksen - De små skridts politik
2. Velfærdssamfundet i dag
Johanne Schmidt-Nielsen - Vi kræver indflydelse
Villy Søvndal - Regeringsklar
Henrik Sass Larsen - Efterlønnen bliver
Margrete Vestager - Vi skal nok blive enige
Anders Samuelsen - Danmark er i livsfare
Lene Espersen - Fællesskab og personligt ansvar
Kristian Thulesen Dahl - Vi kan samarbejde med S
Jan Trøjborg - Velfærden skal prioriteres
3. Uddannelse og folkeoplysning
Stine Bosse - Lov skal sikre praktikpladser
Jane Korcsak - Mere uddannelse til voksne
Uffe Elbæk - Brug for ny innovationsbølge
4. Social ulighed
Jes Søgaard - Stor ulighed i sundhedssystemet
Robert Olsen - Systemet presser hjemløse
Bettina Post - Regeringen skræmmer de svage
Gert Nielsen - Større social udstødelse
Carl Pedersen - Forskel på Danmark og USA
Michael Hardinger - USA midt i en brydningstid
5. Finansiering af velfærden
Lars Andersen - Mere gang i beskæftigelsen
Mads Lundby Hansen - Skatten skal ned
En ny mulighed
Gennem samtalerne og de opsamlende afsnit lader forfatteren balanceret alle de mange meninger komme til orde. Han fortæller om, hvordan Danmark i modsætning til mange andre lande i Europa valgte en velfærdsmodel, som betød, at velfærdsydelserne var for alle, og at vi betalte til dem over skatterne. Men vores velfærdssamfund er nu under et kolossalt pres. Stadigt færre erhvervsaktive skal betale for stadigt flere ældre, uddannelsesniveauet falder, og vi bliver mindre produktive og har på kort tid mistet tusindvis af arbejdspladser. Hvordan får vi samfundets indtægter og udgifter til at hænge sammen, og hvordan sørger vi for, at vi fortsat hører til blandt verdens rigeste lande? Skal vi indstille os på meget mindre velfærd fremover og på, at vi bliver et forsikringsland som USA, hvor der er stor forskel på rig og fattig? Og han skriver om, hvordan den ene kommission efter den anden er blevet nedsat af regeringen. De har alle peget på omfattende økonomiske reformer. Det samme har de økonomiske vismænd. Det er ikke nogen større overraskelse, skriver Bjarne Henrik Lundis, at det klassiske reformforslag som eksempelvis - og som det diskuteres her og nu - at ændre eller helt at afskaffe efterlønnen. Men der bliver også fra flere sider bakket op om oppositionens krav om at få sat mere skub på i beskæftigelsen - og det er næppe nogen uenig i.
Lige meget hvem der sidder med regeringsmagten, skal der rettes op på økonomien. At det bliver svært, fremgår det tydeligt, at både regering og opposition og alle andre ansvarlige instanser er enige om. Det gælder om at komme i gang - og så er det temmelig sørgelige udsigter, at vi nu i det danske samfund skal spilde mere end et år på en valgkamp på og mellem linjerne i stedet for at indse nødvendigheden af at arbejde helhjertet på enighed om fælles løsninger og - som forfatteren af denne bog siger - blive bevidste om, at krisen giver os en enestående mulighed for at tilpasse velfærdssamfundet til en ny tid!
Et godt udtryk for demokratiet
Såvel den måde forfatteren har valgt at opbygge bogen på som det brede valg af samtalepartnere fortæller på samme tid, hvordan demokratiet fungerer i Danmark og er et spændende og markant udtryk for dette demokrati og dets mangfoldighed - og dets muligheder for stadig udvikling.
Om forfatteren
Bjarne Henrik Lundis (1964) er indehaver af Forlaget Sidespejlet. Han er selvlært journalist og har tidligere været ansat på bl.a. Holbæk Amts Venstreavis og B.T. Desuden har han arbejdet som projektleder og underviser i AOF. Bjarne Henrik Lundis har skrevet 17 bøger, de fleste om uddannelse, arbejdsmarked og samfundsforhold, bl.a. 'På Job'; 'Menneske & medarbejder'; 'Hvor regnbuen ender'; 'Fællesskaber i forandring' og 'På sporet af den danske model'. Fælles for disse bøger er, at de er baseret på en række samtaler om den enkelte bogs tema med mennesker, mange mennesker, fra forskellige samfundssektorer og med både indsigt og meninger om bogens emne. En meget interessant konstruktion.
Et ægte og markant personligt engagement
Bogen er båret af et ægte og markant personligt engagement. Det kommer klart til udtryk, når Bjarne Henrik Lundis skriver: 'Jeg er selv et produkt af velfærdssamfundet. Med en far, som var ufaglært, og en mor, som var hjemmegående, var der ikke nogen tradition i familien for, at mine to brødre og jeg skulle have en uddannelse. Men takket være at der var et velfærdssamfund, kunne jeg komme i skole, læse hf osv. Og når jeg sidenhen har været på hospitalet, i korte perioder været arbejdsløs osv., så har der også været et sikkerhedsnet. Ikke en sovepude, men en tryghed, som har givet mig overskud til at klø på, uanset hvor svær situationen har forekommet.
En tryghed, som er indbygget i vores velfærdssamfund, og som løfter folk i stedet for at lade dem sejle deres egen sø. Det er ikke kun et mere sympatisk samfund. Det er også det, der bedst kan betale sig, når samfundets regnskab skal gøres op. Det er et samfund, jeg gerne vil bevare. Et samfund med velfærd og ikke Farvelfærd.'
I sin indledning skriver forfatteren om 'noget som for alvor ulmer under overfladen' i det danske velfærdssamfund. Diskussionerne - og konklusionerne - i denne bog vil være med til at bevare ved at inspirere til nytænkning, ved at være med til at få os alle - ikke mindst beslutningstagerne på det politiske område - op af skyttegravene og erkende behovet for nytænkning - og blive enige om de nye veje frem.
Supplerende links
www.bjarnelundis.dk
Forfatterens hjemmeside
http://www.dknyt.dk/wphorum/index.php?id=4237
Dennis Kristensen: 'Fornuftigt at investere i frivilligt arbejde'. En diskussion af regeringens udspil om at afsætte 100 millioner kr. til at forbedre vilkårene for den frivillige indsats.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.