FAVRSKOV: Nu har kommunen fået penge fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at sætte gang i en forundersøgelse af projektet.
Forundersøgelsen skal belyse, om det er muligt at etablere vådområdet ved Vissing Enge mellem Hadsten og Lerbjerg.
Charlotte Green (C), formand for Teknik- og miljøudvalget i Favrskov Kommune, forklarer, at kommunen også har yderligere ønsker til området:
- Hvis det kan lade sig gøre at etablere vådområdet, vil vi også gerne have undersøgt muligheden for at få nogle rekreative elementer med i området. Det drejer sig om et stisystem, fugletårn og en mindre p-plads. Vi forestiller os, at området kan blive et udflugtsmål for folk i nærområdet. Samtidig vil vådområdet forbedre forholdene for dyr og planter.
Ved at omlægge forskellige dræn fra oplandet vil et område på ca. ni hektar blive overrislet. Hele projektområdet er på 21 hektar.
Fjernelsen af kvælstof i vådområdet er beregnet til 2,3 ton kvælstof pr. år i startfasen. Godt 3/4 af projektområdet er i dag landbrugsjord. De samlede projektomkostninger er skønnet til 1.735.000 kr. Der er fem lodsejere på projektarealet.
- De er alle positivt indstillede over for projektet. To af lodsejerne er meget positive, og de sidste tre er positive under forudsætning af støtteordning eller erstatningsjord, hvilket der også er lagt op til i statens projektordning. En mindre del af projektområdet er beskyttet natur, der hører under Naturbeskyttelseslovens § 3. Vi vurderer, at projektet vil øge arealet og kvaliteten af den beskyttede natur, siger Jens Albert Hansen, biolog i Favrskov Kommune.
Det forventes, at kommunen afslutter forundersøgelsen i december 2010, hvorefter staten afgør, om projektet skal realiseres for statsmidler. Er resultatet positivt, vil arbejdet starte allerede i 2011. Det vil dog i første omgang dreje sig om lodsejerforhandlinger og forberedelse til anlægsfasen.
Selve vådområdet vil forventeligt først blive etableret i perioden 2012-2014.
I tilfælde af at der ikke gives statsmidler til projektet, vil kommunen desværre ikke kunne realisere vådområdet, da der ikke er økonomi til det.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.