Det store københavnske udviklingsprojekt Lynetteholmen vil medføre, at 2,5 mio. kubikmeter slam skal dumpes i havet nær ved Køge Bugt. Det bekymrer de fire Køge Bugt-borgmestre, der nu har delt deres bekymring med transportministeren.
På mødet deltog borgmester i Solrød Niels Hörup (V), borgmester i Stevns Anette Mortensen (V), borgmester i Greve Pernille Beckmann (V) og 2. viceborgmester i Køge Mette Jorsø (R).
Borgmestrene er ikke sikre på, at konsekvenserne er undersøgt godt nok og rejste bl.a. bekymring over, hvordan dumpningen vil påvirke havmiljøet og dyrelivet i Køge Bugt og Østersøen samt strandene, turismen, fritidsfiskeriet og erhvervsfiskeriet i området.
- Der er ingen tvivl om, at Lynetteholmen er et stort udviklingsprojekt, som kan medføre meget positivt og bl.a. sikre København mod oversvømmelser, men i en tid hvor biodiversiteten er så stærkt under pres, er det ekstra nødvendigt, at vi er opmærksomme på, hvordan udviklingen påvirker vores miljø. Man løser ikke et miljøproblem ved at flytte problemet til et andet sted. Det skaber blot et andet miljøproblem, siger Niels Hörup og fortsætter:
- I kommunerne arbejder vi med at reducere kvælstofudledning og på anden vis reducere miljøpåvirkninger, og vandmiljøet i Køge Bugt er i forvejen sårbart.
Informationsmøde med alle fire byråd
Opfordringen til ministeren lød bl.a. på at undersøge andre muligheder for håndtering af de enorme mængder af slam og til at holde stram snor i, hvordan man sikrer sig, at lovgivningen bliver overholdt, og at der bliver taget hensyn til og taget godt hånd om miljøet.
Under mødet bekræftede transportminister Benny Engelbrecht (S), at beslutningen om at dumpe slam nær Køge Bugt hviler på forligskredsen på Christiansborg.
Han fortalte samtidig, at Køge Bugt-kommunerne ikke har været informeret tids nok om det omfangsrige projekt og gav et tilbud om et fælles informationsmøde mellem ministeriet og de fire byråd.
Ministeriet vil desuden besvare en række af de spørgsmål, der ikke blev drøftet på mødet, skriftligt.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.