
VESTHIMMERLAND: 2024 bliver et forsøgsår i Vesthimmerland, hvor alle administrative medarbejdere får mulighed for at fordele deres 37 ugentlige arbejdstimer på fire dage i stedet for fem. Det godkendte byrådet på sit seneste møde.
Ifølge borgmester Per Bach Laursen (V) har muligheden for fire dages uge været et stort ønske fra både medarbejdere og flere politikere. I første omgang gælder forsøget kun i administrationen, men senere vil der også blive sat gang i lignende muligheder for ikke-administrative medarbejdere.
- Jeg har fornøjelsen af at komme her dagligt, og der er en stor disciplin om at administrere sin egen arbejdstid. Men nu ville vi lige sætte punktet på dagsordenen, for det bliver en del af fremtiden, sagde han og understregede, at det bliver frivilligt for medarbejderne, om de ønsker fire- eller femdages uge.
Åbent fredag
Administrationen havde i første omgang lagt op til, at der skulle lukkes for ikke-planlagte borgerhenvendelser om fredagen. Men et enigt økonomiudvalg og byråd understreger, at Borgerservice fortsat skal holde åbent om fredagen.
- Vi har rigtig mange håndværkere, som pendler ud af kommunen mandag morgen og kommer hjem igen torsdag aften. De har også brug for, at de om fredagen kan få klaret de ting, de skal på Borgerservice, fremhævede Asger Andersen (S).
Flere byrådsmedlemmer fremhævede ønsket om at være en attraktiv arbejdsplads, som både kan fastholde kompetente medarbejdere og tiltrække nye.
Samme ønske ligger bag indstillingen:
"Der bliver kamp om de dygtige medarbejdere, da Danmark ser ind i en tid med et historisk lavt arbejdsudbud, særligt indenfor velfærdsområderne. Det er derfor vigtigt, at Vesthimmerlands Kommune som arbejdsplads gøres attraktiv på så mange parametre som muligt," står der.
Erfaringer andre kommuner
Vesthimmerland har forud for forsøget indhentet erfaringer fra nogle af de kommuner, som allerede har gjort erfaringer med firedages uge. De er refereret sådan:
- Odsherreds Kommune har indført en firedages arbejdsuge for det administrative personale, som medfører, at der er lukket for fysisk borgerbetjening om fredagen.
- Gentofte Kommune har eksperimenteret med en firedages arbejdsuge på daginstitutionsområdet, hvor kommunen oplever mere kontinuitet både i arbejdet med børnene og i samarbejdet med forældre.
- I Esbjerg Kommune har medarbejderne på jobcenteret i de seneste to år frit kunnet vælge mellem en fire- eller femdagsarbejdsuge. Midtvejsevalueringen viser, at 90 pct. af dem, der har valgt en firedages arbejdsuge, er meget tilfredse.
- Solrød Kommune har på rådhuset indført "fleksibel fredag", der betyder, at medarbejderne kan vælge enten at arbejde hjemmefra eller holde fri. Der er dermed lukket for borgerbetjening om fredagen. Til gengæld er åbningstiderne udvidet mandag til torsdag.
Forsøget med firedages uge i Vesthimmerland skal evalueres i november 2024.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.