AARHUS: Et enigt byråd har vedtaget et forslag om at vejlede og annoncere efter forældre og pædagoger med lyst til at drive egne selvejende daginstitutioner i Aarhus Kommune.
Forslaget vil ikke blot gøre det muligt for forældre og andre i civilsamfundet at byde ind på at drive dagtilbud i Aarhus, hvor der i dag er 27 selvejende og 38 kommunale, men også gøre det muligt for pædagoger og forældre i eksisterende kommunale vuggestuer og børnehaver at blive selvejende.
Det Radikale byrådsmedlem Mahad Yussuf er tilfreds med den store opbakning, og ser det som et skridt i retning af at sikre mere frit valg til forældrene.
- Vi ved at selvejende institutioner ofte scorer højt på trivsel både for børn og personale. Så jeg håber helt klart, at vi med en vejledning og annoncering i første omgang kan komme i gang med at bane vej for flere selvejende dagtilbud i Aarhus., siger han.
Opbakningen til forslaget kommer også af klar dokumentation for, at selvejende dagtilbud er en rigtig god ide. Det forklarede Eva Borchorst Mejnerts (S) ved byrådets andenbehandling af forslaget.
- Magistratbehandlingen har vist, at selvejende dagtilbud i flere målinger har højere medarbejder- og ledertrivsel, mindre sygefravær og lidt mere uddannet personale. Målinger viser også en god kvalitet, og Aarhus Forældreorganisation peger på en højere forældretilfredshed. På den baggrund vil vi i Socialdemokraterne gerne bakke op om forslaget, sagde hun.
Også rådmand for børn og unge Thomas Medom (SF) glædede sig over forslaget ved andenbehandlingen.
- Jeg tror, at det her forslag kan betyde, at der vil være lidt flere forældre, der får mod på at tage den daglige arbejdsgiverrolle og have denne her ejerform omkring en daginstitution, udtalte rådmanden og tilføjede:
- Måske vi også kan blive bedre, når vi bygger dagtilbud, til ikke altid at vælge en kommunal løsning.
Selvejende: Stolte af anerkendelse
Formand for de selvejende dagtilbuds lederforening samt bestyrelsesformand i FOBU, Maiken Grønvall er glad for, at politikerne ser den høje kvalitet, de forældre- og pædagogdrevne dagtilbud tilbyder:
- Vi er stolte af, at politikerne på denne her måde anerkender kvaliteten af vores arbejde, udtaler Maiken Grønvall, der i dagligdagen selv er leder i dagtilbuddet Børnebåndet
Maiken Grønvalls forklaring på en større trivsel i de selvejende dagtilbud ligger i den frihed pædagogerne har, når deres chef er en forældrebestyrelse frem for kommunen:
- Vi har mere selvbestemmelse, både som ledere og medarbejdere, og det giver mere engagement. Jeg oplever, at det gør det muligt for os som professionelle at stå fagligt stærkere, når vi selv kan sætte rammerne.
Selvejende dagtilbud
En selvejende daginstitution er ledet af en bestyrelse - typisk bestående af forældre, der har børn i institutionen.
Det er dermed forældrene, der i samarbejde med den daglige ledelse, står for institutionens drift og økonomi samt ansættelse af ledere og pædagoger.
Selvejende dagtilbud modtager tilskud fra kommunen til deres drift og skal leve op til alle generelle krav, som gælder for kommunale, private og selvejende dagtilbud.
Kilde: Aarhus Kommune.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.