dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Deltagere til åbningsdebatten på Klimafolkemødet i Middelfart i 2020. Når årets folkemøde løber af stablen senere i august, er det med certificeringen Svanemærket. (Arkivfoto).
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Folkemøde får som det første danske event kendt klimamærke

Events fik i juni mulighed for at søge Svanemærket. Klimafolkemødet er som det første kommet gennem nåleøjet.
17. AUG 2025 11.50

Med Svanemærket har Klimafolkemødet i Middelfart fået et bevis for, at arrangementet afholdes på en måde, der er skånsom for både miljø og klima. Folkemødet er det første event i Danmark, der har fået certificeringen. Det afholdes den 28.-30. august.

Det betyder, at arrangørerne har sørget for en væsentlig reducering af miljø- og klimabelastningen, siger Martin Fabiansen. Han er direktør for Miljømærkning Danmark, der har ansvar for Svanemærket.

- Kravene handler om alt fra energiforbrug til minimering af affald og genanvendelse af emballage. Klimafolkemødet er det første event, der har dokumenteret, at kravene bliver efterlevet. Det kan de godt være stolte af, siger Martin Fabiansen.

Det er arrangørerne da også. Chefen for Klimafolkemødet, Christa Boisen, kalder det en milepæl.

- Certificeringen er en markering af vores ønske om at gå forrest i den grønne omstilling, og vi håber, at vi kan inspirere andre events og aktører til at tage samme skridt, siger hun i en pressemeddelelse.

Mærkning vil brede sig

For at få Svanemærket som event skal man blandt andet reducere energiforbruget og servere mad med et reduceret miljøaftryk. Der skal for eksempel være muligheder for at få vegetarisk og økologisk mad.

Mærket, der er blandt de mest genkendelige miljømærker, har i mange år været at finde på produkter i supermarkedet. Men i juni fik events som folkemøder, festivaler og sportsbegivenheder mulighed for at få mærket.

Indtil videre er Klimafolkemødet det eneste event, der har lavet en formel ansøgning. Miljømærkning Danmark forventer dog, at flere vil søge i den kommende tid.

- Vores forhåbning er, at certificeringen breder sig i branchen, så vi kan få reduceret klimabelastningen markant.

- Vi har oplevet en overvældende interesse. Indtil videre er det kun Klimafolkemødet, der har søgt, men der er mange, som er i gang med at lave de nødvendige tiltag og skaffe dokumentation, så de også kan ansøge og få Svanemærket, siger Martin Fabiansen.

Klimafolkemødet arrangerer en række debatter og workshops. Sidste år havde arrangementet 40.000 deltagere.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/folkemoede-faar-som-det-foerste-danske-event-kendt-klimamaerke

GDPR