
NORDJYLLAND: Europa-Kommissionen har i dag godkendt en ansøgning fra Danmark om støtte fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden), oplyser Europa-Kommissionens Nyhedstjeneste.
Ansøgningen om støtte på i alt 7,5 mio. EUR - over 50 mio. kr. - vedrører afskedigede arbejdstagere fra 45 virksomheder i Region Nordjylland. Kommissionen vil nu fremsætte et forslag for Europa-Parlamentet og Rådet for at få stillet midlerne til rådighed.
- Deglobale finanskrise har ændret vilkårene for og forventningerne til fremtidig skibsbygning. Vi må nu regne med, at denne industri flyttes til områder med lave omkostninger, især Asien, hvis markedsandel voksede meget markant i årene op til krisen, siger László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion.
Han tilføjer: - Det er ikke sandsynligt, at de virksomheder, der er omfattet af denne ansøgning, kommer tilbage til normal produktion, når krisen er ovre. Globaliseringsfonden kan afbøde denne dramatiske udvikling og være med til at omskole arbejdstagerne til nye job.
Den danske ansøgning vedrører 1.122 afskedigede medarbejdere i 45 virksomheder beliggende i Nordjylland, der hovedsageligt har været beskæftiget med at fremstille maskiner og andet udstyr til skibsbygningssektoren.
Fyringerne er kommet efter en nedgang i efterspørgslen fra skibsværfterne. En række forskellige faktorer har tilsammen betydet, at skibsbygningssektoren har oplevet et dramatisk fald i efterspørgslen, ikke mindst den økonomiske krise og finanskrisen, der betød færre ordrer på nye skibe.
I slutningen af 2008/begyndelsen af 2009 kom der næsten ingen nye ordrer ind, og leveringsdatoen for en række skibe, der allerede var bestilt, blev udskudt.
Region Nordjylland med knap 600 000 indbyggere er den mindste region i Danmark og har også den laveste befolkningstæthed. Regionen halter bagefter resten af Danmark med hensyn til beskæftigelsesfrekvens og indkomstniveau.
Nordjylland er særlig afhængig af industrisektoren og er blevet hårdt ramt af finanskrisen. De afskedigelser, som har affødt ansøgningen fra Nordjylland, er særlig kritiske for regionen, da sektoren heller ikke efter krisens ophør forventes at live op igen, fordi de fleste nye ordrer går til Fjernøsten, hvor omkostningerne er lavere.
Pakken af støtte fra Globaliseringsfonden til de tidligere arbejdstagere i branchen for fremstilling af maskiner og udstyr er øremærket til at skabe ny beskæftigelse for 951 af de dårligst stillede arbejdstagere. De tilbydes iværksætterkurser, efteruddannelse i lokale virksomheder, supplerende almen uddannelse og supplerende erhvervsuddannelse i den maritime sektor og inden for vedvarende energi og energioptimering.
Pakkens samlede skønnede værdi er knap 11,5 mio. EUR, hvoraf EU er blevet anmodet om at yde støtte fra Globaliseringsfonden på 7,5 mio. EUR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.