
AARHUS: Hvad skriver man til en lavere rangerende chef, som man netop har været nødt til at skille sig af med, fordi han har misrøgtet sit job, muligvis overtrådt loven og givet forvaltningen en møgsag på halsen?
Direktør Erik Jespersen, Teknik og Miljø i Aarhus, var i det forstående hjørne, da han om aftenen 2. november sidste år mailede til Claus Pedersen, som han tidligere på dagen havde indgået en fratrædelsesaftale med. En aftale, som senere blev ændret til en bortvisning, da omfanget af uregelmæssighederne stod klart.
'Hej Claus, Håber du efter omstændighederne har det ok. Du skal vide, at der er mange, der spørger til dig - det er rart at vide', skrev direktøren i en mail og fortsatte:
'Jeg er glad for, at vi fik landet aftalen hurtigt - det er godt for alle parter. Desværre fortsætter festen i Aarhus - med JP og Venstre på krigsstien overfor NVS. Jeg har fokus på at beskytte NVS og dit ry.'
Jobforslag
Og ikke blot var direktøren indstillet på at beskytte Claus Pedersens ry, han var også klar til at hjælpe ham videre i et nyt job. Mailen var nemlig en videresendt mail med titlen 'Kender du en CEO...', og direktøren spurgte: 'Kunne det være noget for dig at kigge på?'
Den venlige gestus blev modtaget med glæde af Claus Pedersen, som dagen efter blandt andet svarede:
'Tak for at sende stillingsannoncen videre. Det er dælme flot gjort af dig. Jeg har set, at muusmann har 2 spændende jobannoncer. Den ene som din kollega i Horsens. Er nok skudt noget over målet. Hvad siger du? Den anden som direktør for ALBOA. Har du en mening om dette almene boligselskab? Er det for administrativt for mig? Kan jeg overhovedet søge jobs i Aarhus før om et stykke tid', spurgte han og tilføjede:
'Håber at du kan holde dit råderum intakt, det har du fortjent.'
Gengivet i rapport
Mailkorrespondancen fremgår af rapporten fra Ernst & Young, som mandag fik en enig magistrat til at indstille Erik Jespersen til afskedigelse.
Rapporten konkluderer ud fra mailkorrespondancen mellem de to, at de har haft en relativt tæt relation.
'Erik Jespersen har haft megen fokus på ikke at miste Claus Pedersen som centerchef. På trods af sponsorsagen, chikanesagen og andre forhold frembragt ved aktindsigt, så opretholdt Erik Jespersen tilsyneladende et relativt tæt forhold til Carsten Pedersen', står der i rapporten.
Det bygger Ernst & Young også på, at de to flere gange spillede golf sammen.
'Hej Claus, vi skal huske at få håndteret vores gamle aftale om en gang golf', skrev Erik Jespersen fx allerede i juni 2012.
Også i sommeren 2013 og igen i 2016 viser mails, at de to var ude at spille sammen.
'Hej Claus, Fin golftid. Det bliver godt med golf to dage i træk. God week-end. mvh Erik', skrev direktøren således 2. juli sidste år.
Frarådet at søge job i Aalborg
At Erik Jespersen ikke ønskede at miste Claus Pedersen som centerchef fremgår blandt andet af en mail fra 21. marts sidste år. Tre uger tidligere havde Claus Pedersen modtaget en skriftlig advarsel fra kommunen. En advarsel, som han havde håbet ville blive mundtlig, så han undgik at få den i sin personalesag, men som han accepterede.
'Jeg har samtidig fuld tiltro til at du har truffet den rigtige beslutning. Når jeg læser den påtænkte advarsel synes jeg, at de tre linjer om handlen hos Skovby Anlæg optræder underligt og uden sammenhæng med resten af skrivelsen,' skrev han i en mail til direktøren i februar.
I marts blev en stilling som stadsingeniør i Aalborg ledig, og Erik Jespersen ville gerne sikre sig, at Claus Pedersen trods advarslen ikke søgte den.
'Jeg vil sætte pris på, at du ikke søger den. Skulle du mod forventning blive fristet, håber jeg, du vil tage en snak med mig først. God påske!' skrev han i en mail.
Claus Pedersens svar tilbage lød:
'Tak for orienteringen. Højere løn i et langt mindre job kan jo altid friste.'
Erik Jespersen ventes at blive indstillet til afskedigelse på et lukket byrådsmøde onsdag.
Læs mere om rapporten fra Ernst & Young: Passivitet og videresendt mail: Derfor blev Aarhus-direktør fyret
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.