Ikke færre end 60 gange vurderede Arbejdstilsynet sidste år, at de ansatte på bostederne var udsat for så stor risiko for vold og trusler, at det udløste et strakspåbud eller påbud. Det er det højeste tal i ti år. 39 gange var der tale om et strakspåbud, som gives når der er akut fare for fysisk eller psykisk vold mod de ansatte, skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en aktindsigt i Arbejdstilsynets kontroller med landets bosteder, der huser nogle af landets mest udsatte psykisk syge.
- Det er alarmerende, at der er så mange steder, hvor Arbejdstilsynet skønner, at man kunne gøre noget mere. Der er helt klart et forbedringspotentiale, når de kan finde 60 tilfælde, hvor der ligefrem er givet påbud, siger psykolog Lars Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.
Påbuddene er givet på baggrund af 294 tilsynsbesøg, og særligt de 39 strakspåbud stikker ud. I 2015 blev der uddelt ni strakspåbud, i 2014 hed tallet 24, mens det var 14 i 2013. Det høje tal for 2016 kan til dels forklares med, at Arbejdstilsynet har haft et udvidet tilsyn særligt målrettet døgninstitutioner.
Der er brug for en løsning
Alligevel er formanden for sosuernes fagforening FOA bekymret.
- Hvis vi alene kigger på 2016, så har vi haft et drab og rigtig, rigtig mange episoder, hvor der er tale om både dødstrusler og rigtige overfald som kvælningsforsøg, siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Han mener, at forholdene er blevet værre og voldsommere, fordi flere beboere har dobbeltdiagnoser, hvor de både har en psykisk lidelse og misbruger stoffer, der kan være aggressionsfremkaldende.
Hos KL, der driver landets bosteder, er formanden for Løn- og Personaleudvalget, Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (K), også forstemt over udviklingen.
- Vi er meget utålmodige i forhold til, at der bliver fundet en løsning, ellers kan vi sætte os tilbage og vente på, at det næste tragiske drab sker, og det er der jo ingen af os, der kan leve med, siger han.
Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) mener til gengæld, at man skal være 'meget varsom med at generalisere' om forholdene på bostederne:
- På nogle bosteder er man nået langt med at forebygge vold og trusler, men vi er fuldt ud klar over, at det er nødvendigt med en styrket indsats på det her område, så vi kan få skabt tryghed og sikkerhed for både medarbejdere og beboere på bostederne. Nu tager vi en runde mere med aftalepartierne for at se, om vi kan ramme rigtigt denne gang, skriver Karen Ellemann med henvisning til de kuldsejlede forslag om en mellemstation for de mest ustabile psykiske syge.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.