
HOLBÆK: Fra det nye skoleår er folkeskolerne i Holbæk Kommune sat fri fra størstedelen af lovgivningen på området som led i velfærdsaftalen og aftale mellem kommunen og regeringen. Tidligere har der været tvivl om kommunens 10. klassecenters rolle, men det er nu afklaret, at de også er omfattet af det nye frikommuneforsøg. Det skriver sn.dk.
I en orientering til kommunalbestyrelsen fremgår det, at de kommunale 10. klassetilbud allerede er klar med nye idéer, til når frihedsforsøget går i gang. Fokusset er rettet mod overgangen fra 10. klasse til ungdomsuddannelserne.
Medarbejderne i 10. klassecentret ønsker en ny model for, hvordan de skal vurdere elevernes uddannelsesparathed. Det skal ske i samarbejde med ungdomsuddannelserne, der skal hjælpe med at guide de unge til at kunne opfylde de enkelte ungdomsuddannelsers faglige, personlige og sociale krav.
Derudover skal elever efter praktikforløb have en vurdering af deres arbejdsduelighed fra praktikstedet. Det skal være med til både at øge de unges kendskab til arbejdspladsernes forventninger, men vurderingen skal også supplere vurderingen af uddannelsesparathed. Dette tiltag skal udvikles i samarbejde med 10. klassecentret i Esbjerg, der også er med i frihedsforsøget på skoleområdet.
Sammen med 10. klasserne i Esbjerg vil man også finde nye prøveformer, hvor praktik- og brobygningsforløb i højere grad inddrages. Den større inddragelse af praktiksteder og ungdomsuddannelser skal ses i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen i april besluttede, at 10. klassecentret skal have fire fagpakker og valgfag, der er rettet mod hver sin ungdomsuddannelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.