
HOVEDSTADEN: En omstridt fyring på Regionshospital Silkeborg får nu betydning for 300-350 patienter i hovedstaden.
Fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg skyldtes dels samarbejdsproblemer, dels at han insisterede på at fortsætte med at tilbyde lavdosis CT-scanning af patienter, hvor der var en meget lille mistanke om lungekræft, selv om Sundhedsstyrelsen for et år siden ændrede retningslinjerne til, at der skal laves fuld CT-scanning med kontrast ved selv en svag mistanke.
Omtalen af sagen har fået Region Hovedstadens udredende afdelinger, som hører til på Herlev, Gentofte samt Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, til at revurdere deres praksis. Og konklusionen er, at praksis heller ikke her er i fuld overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer, oplyser regionen på sin hjemmeside.
Praksis ændres fremover
Regionens praksis har været, at patienter, hvor der er en svag mistanke om lungekræft, har fået en lavdosis CT-scanning som første undersøgelse. Kun hvis scanningen viste kræftmistænkelige forandringer, er patienten opstartet i et lungekræftpakkeforløb.
Den praksis ændres fremover, så praktiserende læger også ved svag mistanke om lungekræft skal henvise direkte til fuld CT-scanning med kontrast.
Regionen vil nu gennemgå de patientforløb fra det seneste år, hvor borgerne har fået lavet en lavdosis-scanning, for at finde ud af, hvem der burde have haft fuld CT-scanning efter de nye retningslinjer. En foreløbig gennemgang viser, at der skal indkaldes 300-350 borgere.
Meget lille risiko
- Vi skal være sikre på, at der ikke er overset en potentiel lungekræftsygdom. Jeg vurderer, at risikoen er meget lille - hospitalerne har i det seneste år ikke har modtaget genhenvisninger af borgere eller fundet lungekræft hos borgere, der er blevet afsluttet efter at have fået en lavdosis CT-scanning og lægelig vurdering, siger Kristian Antonsen, vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, i pressemeddelelsen.
Ifølge den ventes opgaven ikke at få betydning for øvrige patienter eller for overholdelse af kræftpakken.
Patienterne indkaldes i uge 20, og de tilbydes den nye scanningsundersøgelse hurtigt. Det er især patienter henvist med blodigt opspyt eller langvarig hoste, der indkaldes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.