
MIDTJYLLAND: Regionsformand Anders Kühnau (S) bør sætte sig i spidsen for at få lavet en konkret plan, der kan sikre samarbejdet mellem Regionshospitalet i Silkeborg og hospitalsledelsen i Hospitalsenhed Midt fremover.
Sådan lød forventningen fra Venstres regionsrådsgruppe i en udtalelse tirsdag formiddag. Her kaldes ledelseshåndteringen af fyringssagen mod ledende overlæge Ulrich Fredberg 'stærkt kritisabel'.
Og det kan Venstre roligt forvente, faktisk er regionsformanden allerede i gang, forsikrer Anders Kühnau over for DK Nyt.
- Jeg har faktisk allerede i går bedt direktionen om at planlægge en proces for, hvordan samarbejdet kan genetableres mellem centerledelse og hospitalenhedens ledelse. Det tænker jeg flugter fint i forhold til, hvad Venstre foreslår, siger han.
Forventer godt samarbejde
Fyringen af den populære overlæge har skabt et ramaskrig på sygehuset. Blandt andet har 49 medicinske læger underskrevet en protest mod fyringen og udtrykt massiv opbakning til Ulrich Fredberg og mistillid til Lasse Nørgaard, som står i spidsen for den radiologiske afdeling, og som er og skal være en del af den fremtidige ledelse af Diagnostisk Center Silkeborg.
Venstre udtrykker i sin udtalelse bekymring for, om det bliver muligt at få et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde til at fungere. Men Kühnau er mere optistimisk:
- Jeg har en klar forventning om, at det samarbejde bliver godt igen. Og det er en forventning, som både retter sig mod hospitalsledelsen og centerledelsen. Der er ikke nogen tvivl, om at det bliver en stor opgave, men jeg har klare forventninger om, at det lykkes, siger han.
'Fuld tillid'
Regionsrådsmedlem Jørgen Winther (V), som har været bisidder og har kaldt til oprør for sin partifælle Ulrich Fredberg, sagde i formiddag til DK Nyt, at han forventer, at sagen ender med fyring af lægelig chef Claus Brøckner-Nielsen og hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen hos Hospitalsenhed Midt.
Det betragtning tager Anders Kühnau afstand fra.
- Jeg mener, vi skal afholde os fra at fyre nogen i pressen. Hvem der skal ansættes og afskediges under direktionsniveau er slet ikke en kompetence, vi har. Og jeg har i øvrigt fuld tillid til ledelsen på Hospitalsenhed Midt, siger han.
---
Om sagen:
Ulrich Fredberg er blevet fyret for ikke at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer om brug af fuld CT-scanning ved den mindste mistanke om lungekræft. Han og andre har bestridt fornuften i retningslinjerne. Desuden har der været samarbejdsproblemer mellem ham og ledelsen i Hospitalsenhed Midt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.