Flugt, frygt og fristelsen fik en svindler til at svindle

KØBENHAVN: Kunne de penge, som Britta Nielsen franarrede offentlige pengekasser være endt tilbage hos det samme projekt, hun tog dem fra, hvis hun havde ladet været? Ja. Kunne de være endt hos nye projekter? Ja. I statskassen? Ja. Men det er ikke sådan, hun tænkte på det, når hun overførte dem. Hun hæftede sig ved, om projektet havde pengene i overskud eller brug for dem for at overleve.

- Det er forkert, det ved jeg godt, men i mine øjne har det været penge, der ikke skulle ud at arbejde, for de har stået på en konto.

Sådan konstaterede en lettere berørt Britta Nielsen i Københavns Byret tirsdag, mens specialanklager Kia Reumert og senioranklager Lisbeth Jørgensen igen og igen prøvede at få hende til at besvare det spørgsmål, mange har stillet sig selv, siden svindelsagen så dagens lys: Hvorfor gjorde hun det?

Derfor bad de hende huske tilbage til den første overførsel, hun dirigerede til sin egen konto. De spurgte hende, hvad der fik hende til at tage det første skridt. Og så blev der stille i retssal 60, mens anklagere, forsvarere, journalister og tilhørere endnu en gang var samlet for at få at vide, hvordan svindlen gik til.

- Det var økonomisk pres, sagde hun endelig.

- Jeg havde i lang tid ikke kunnet slå til over for min familie og min mand. Så jeg fandt mig en fristelse i systemet til at lave en overførsel, erkendte hun lavmælt og tilføjede sagte, at det selvfølgelig ikke var i orden.

Første skridt: Hvidovrevej
Længe før Britta Nielsen sidste år forsvandt til Sydafrika, var hun en kvinde på flugt: Først fra familiens mange sygdomme, så fra Ribers, så fra sig selv og sin uvane, der gik ud på at snuppe penge, der ikke tilhørte hende selv.

Hun gjorde det for at fylde huller i familiens økonomi, som hun følte sig ansvarlig for, forklarede hun i retten. Hendes mand havde ikke megen føling med økonomien, det havde han aldrig haft.

For at forstå, hvorfor Britta Nielsen gjorde, som hun gjorde, skal man en tur tilbage til 1986, hvor hun sammen med sin mand har to små børn og brug for et hus.

De køber et i Hvidovre, der ganske vist er lidt for dyrt for deres pengepung, men fordi hendes far på det tidspunkt er syg, spæder hendes forældre til. Så kan de være tættere på og bo i huset i ny og næ. Det bliver første skridt på vejen mod ubetalte regninger, møder med banken og flere udgifter, end familiens økonomi kan rumme. 

- De problemer, vi fik omkring økonomien, er ikke startet på én gang. De begynder langsomt og er blevet værre og værre. Jeg har ikke fornemmelse af tiden overhovedet. Eller at jeg har lavet de her overførsler i så mange år, sagde Britta Nielsen under retsmødet.

Andet skridt: Postboksen
Den første overførsel hun nogensinde laver, opdager hendes mand. Der kommer et kontoudtog i deres postkasse, som han åbner og så spørger han, hvor den store overførsel kommer fra.

- Da jeg ikke kan bortforklare det, fortæller jeg ham det. Han bliver vred og forskrækket og beder mig om at sende den tilbage. Det lover jeg ham at gøre. Men jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal gøre det, så jeg gør det ikke, forklarede Britta Nielsen.

Hun beholder pengene, dækker en del af deres udgifter med dem og siger ikke noget til sin mand. I en periode tager hun også nøglen til postkassen, så han ikke kan finde nye kontoudtog at spørge ind til, idet hun laver et par overførsler mere.

- Han spørger, om jeg har betalt dem tilbage, og det siger jeg, at jeg har. Og så opretter jeg en postboks senere. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle fortsætte det her, da jeg gjorde det første gang. Så kom jeg til at gøre det igen, sagde hun.

Og sådan tog det fart. Adspurgt hvordan han kunne undgå at opdage det efterfølgende, svarede Britta Nielsen, at de ikke snakkede så meget om udgifter og økonomi. Han havde ingen føling med, hvad der var af udgifter, lød det fra hende.

Tredje skridt: Forkælelsen
Derfor fortsatte hun overførslerne, og da de ikke længere kun lige dækkede udgifterne, begyndte hun at bruge penge på sig selv og på noget af det, børnene ønskede sig. Og så steg udgifterne.

- Når udgifterne ikke kan dækkes, så er jeg inde og hente penge. Det bliver på en eller anden måde noget, jeg ikke kan lade være med. En slags afhængighed, fortalte Britta Nielsen.

Så det var for at vedligeholde et luksusliv?, spurgte Kia Reumert.

- Nej, det handlede om at afslutte det. Pengene har lappet nogle huller og gjort ting mulige. Vi var frie af de økonomiske problemer, men vi var tynget af sygdom, som fyldte meget mere, sagde hun.

Hendes mand var syg og havde haft et hjertetilfælde, hendes far en kræftsygdom, hendes mor var psykisk syg og havde forsøgt at tage sit eget liv flere gange.

- Jeg har skjult det her for min familie. Når jeg ser et beløb i systemet, har jeg en trang, der gør, at jeg tager det, sagde hun.

Trangen blev hun ikke sjældent konfronteret med, for der dukkede kontinuerligt mails op i hendes indbakke fra tilskudsmodtagere, som havde uforbrugte beløb, der lå klar til at snuppe. Og selvom hun også kontinuerligt snuppede dem, betød det ikke, at hun udviklede særlige metoder eller blev mere og mere bange for at blive opdaget, som årene gik.

- Jeg har simpelthen ikke tænkt det sådan. Det er ikke en metode, jeg har lavet, det er en arbejdsgang, jeg har brugt, sagde hun og understregede, at hun hver dag var bange for, at nogen skulle opdage, hvad hun lavede i systemerne.

Og sådan var det fristelse, flugt fra Ribers og frygt for familien, der fik en af danmarkshistoriens største svindlere til at svindle.

Artiklen er skrevet på baggrund af femte retsmøde i svindelsagen, hvor Britta Nielsen kom med første del af sin egen forklaring på, hvad der er sket.