Hvad med mobilt korps til at forfølge børnesager

Af Pia Kjærsgaard

Hjemmet var rodet og beskidt. Der flød med affald overalt. Børnene var snavsede og ildelugtende. Mishandling og vold var en del af hverdagen. I stalden lå afkræftede heste. Nej, det er ikke et uddrag fra en roman af den engelske forfatter Charles Dickens, hvis berømte socialrealistiske romaner beskrev livet på bunden af det engelske samfund i det 19- århundrede, men det var derimod situationen for en kuldsejlet og ødelagt familie i Brønderslev i 2010.

En datter blev i årevis gennembanket og mishandlet, tvunget til at skovle sne om vinteren kun iført sandaler, terroriseret af sin far, stedmoder og søskende. Som sociale nomader rejste familien rundt i Danmark. Først Lolland Kommune, hvor ingen greb ind. Siden Skanderborg og den lille by Serritslev i Brønderslev Kommune, hvor mareridtet først fik en ende, da datteren selv anmeldte forældrene til politiet. Havde det ikke været for denne anmeldelse, ville mishandlingen uden tvivl have fortsat.

Samtidig i den anden ende af Jylland - i Sønderborg - valgte en 60-årig egypter at sexmisbruge to af sine døtre gennem flere år. Hans to koner(!) og de øvrige ni børn kendte angiveligt intet til misbruget, fordi de havde travlt med at undgå mandens evige terror og afstraffelser. Voldshelvedet stod på i årevis. Først da en af de misbrugte døtre indviede en veninde i den årelange tragedie, blev der sat en stopper for faderens umenneskelige hærgen. Han sidder nu i fængsel, og politiet har afsluttet efterforskningen.

To forskellige tragedier i to forskellige dele af landet. Men med det til fælles, at et indgreb burde være kommet langt, langt tidligere. De fleste af os har en opfattelse af, at Danmark er et lille land, og at vi nogenlunde kender til, hvordan vores naboer, venner og bekendte har det. Så meget desto mere kommer det hver gang bag på os, når sager som disse - for slet ikke at glemme tragedien i Tønder - overhovedet kan finde sted.

Det skortede heller ikke på advarsler i sagen med familien i Serritslev ved Brønderslev. Både familien, nærmiljø, lokalsamfundet og familien reagerede. Buschauffører, lærere og naboer havde alle muligheden for at gribe ind, og nogle af dem gjorde det rent faktisk også - uden noget resultat. Ansvaret må derfor i sidste ende placeres hos de kommuner, som ikke har levet op til deres ansvar, og hvis borgmestre nu er påfaldende tavse.

Hvis vi som borgere ikke en gang føler, at vores mistanke om omsorgssvigt i en familie bliver taget alvorligt, hvor ender vi så?

Efter gennemførelsen af kommunalreformen faldt antallet af kommuner fra 275 til 98. Det har betydet større kommuner, samt at afstanden mellem kommunernes centrum og periferi i mange tilfælde er blevet øget. Men samtidig er kommunernes ansvar blevet større. Kommunerne har overtaget en lang række opgaver fra de tidligere amter og har dermed også fået et større ansvar over for borgerne på en lang række områder. Noget tyder måske på, at nogle kommuner benytter argumentet om de større opgaver som en undskyldning for at svigte de svage borgeres tarv.

I givet fald holder argumentet ikke for nogen nærmere efterprøvning. Den forfærdelige Tønder-sag, der rystede hele Danmark i uger og måneder fandt sted i en lille kommune før reformen, og således kan der nævnes en lang række andre eksempler på kommuner, som ikke har været deres opgave voksen.

Det er kun godt og rimeligt, at sagen fra Brønderslev nu bliver endevendt i Den Sociale Ankestyrelse, således at der kan placeres et ansvar i sagen. Jeg har bare svært ved at se, hvordan ansvaret vil kunne placeres et enkelt sted, når familien har rejst fra kommune til kommune. Lolland Kommune burde som en første have grebet ind, siden Skanderborg, men intet skete.

Det er helt afgørende, at der ikke alene placeres et ansvar, men at sagen også kan danne baggrund for en ny måde for kommunerne at samarbejde på. Selv om kommunerne er blevet større, er de altså ikke blevet selvstændige stater, som kan tillade sig at betragte socialt belastede borgere, som nogle mennesker, de blot er lettede over at slippe af med. Nej, kommunerne skal tvinges til at kommunikere med hinanden på en meget bedre måde - om det kan ske ved, at man ansætter et mobilt korps af socialrådgivere, som kan forfølge sagerne rundt i landet, ved jeg ikke. Men noget skal der gøres.

Pointen er, at en kommunes ansvar for sine borgere ikke ophører ved kommunegrænsen. Det kommunale selvstyre har intet med kommunal selvtilstrækkelighed at gøre. Det kommunale selvstyre går i alt sin enkelthed ud på, at beslutningerne træffes bedst så tæt på den enkelte borger som muligt, og det er en fornem dansk tradition, som vi kan være stolte af. Blot ikke når disse sager fra tid til anden dukker op.

I Dansk Folkeparti vil vi i den kommende tid have drøftet, hvad man kan gøre for at forhindre disse forfærdelige sager, som mærker børn for resten af livet. Vi ønsker naturligvis, at der bliver placeret et ansvar - både i Lolland, Skanderborg, Brønderslev og Sønderborg. Men placeringen af et ansvar er kun et skridt på vejen. Kommunerne må lære af deres fejltagelser og indbyrdes nå frem til løsninger, som kan forhindre, at det kan gentage sig. Det kommunale selvstyre er på prøve.

MF og partileder Pia Kjærsgaard (DF)

Foto: http://www.flickr.com/photos/wwworks/