
En undersøgelse af seksuel chikane i Enhedslisten foretaget af Kvinfo viser, at 15 procent af de adspurgte kvinder og 6 procent af de adspurgte mænd har oplevet seksuel chikane inden for de sidste tre år. Hyppigst er uønskede kommentarer. Men fem procent at de adspurgte kvinder har oplevet uønskede berøringer i form af eksempelvis kys eller klap.
- Enhedslisten er et erklæret feministisk parti og har i alle vores leveår forsøgt at arbejde med en feministisk praksis. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke også i lighed med resten af samfundet har problemer. - Der skal være plads til alle hos os. Og det kræver, at vi hele tiden arbejder for det, skriver ligestillingsordfører Pernille Skipper i en kommentar til undersøgelsen.
Undersøgelsen blev sat i gang, efter at sager om seksuel chikane - også historiske - væltede ind over Christiansborg og dansk politik i 2020. Det skete i forbindelse med #Metoo-bevægelsen.
Det førte til blandt andet ledelsesskift hos De Radikale og en stribe ekskluderinger og sanktioner.
Hvor går man hen?
Undersøgelsen hos Enhedslisten dækker over 1.263 respondenter. Blandt de kvindelige respondenter har 88 - 15 procent - oplevet seksuel chikane. 31 har "oplevet uønskede fysiske berøringer for eksempel klap, kys, massage eller omfavnelser". Et større antal har oplevet uønskede kommentarer til udseende eller seksuelle vittigheder.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har modtaget resultaterne af undersøgelsen fra Kvinfo, og at vi nu har mere viden og flere redskaber til at arbejde med problemer omkring forskelsbehandling og seksuel chikane, skriver Pernille Skipper.
Undersøgelsen viser, at yngre - specielt kvinder - er mere udsatte end ældre. Samt at 23 procent har oplevet forskelsbehandling på grund af køn. Kvinfo noterer sig også, at kun halvdelen af de adspurgte ved, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever forskelsbehandling eller chikane.
"I fritekstfelterne fremgår det, at der blandt medlemmer både er en usikkerhed om, hvem i partiet der kan håndtere sager, og hvordan sagerne håndteres. Der er også eksempler på, at der gives udtryk for en modstand mod at lade partiet håndtere sager, fordi ikke alle stoler på partiets evne til at gøre det fortroligt, uden at vælge side, eller gøre sagen genstand for en politisk konflikt" skriver Kvinfo.
Pernille Skipper skriver i en kommentar, at det skal partiet "gøre noget ved".
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.