
Der er godt nyt til de skeptikere, der frygter, at regeringens store udflytningsplan vil forårsage et stort videnstab, hvis størstedelen af de statsligt ansatte som ventet ikke ønsker at flytte med deres arbejdsplads væk fra København. Det mener i hvert fald Landdistrikternes Fællesråd, der har kigget nærmere på et udvalg af de styrelser, råd og institutter, der af Venstre er blevet valgt til inden udgangen af 2017 at skulle skifte sit københavnske postnummer ud med et provinsielt.
Fællesrådet konstaterer, at der i forvejen er stor medarbejderudskiftning i flere af styrelserne og institutterne, og at det derfor 'mildest talt er overdrevet' at tale om, at der vil ske et stort tab af faglig viden og erfaringer, og at det vil betyde en væsentlig indledningsvis produktivitetsnedgang.
Konkret har Landdistrikernes Fællesråd kigget på ni styrelser, råd og institutter. I Civilstyrelsen, der flytter 84 medarbejdere til Viborg, har der i 2015 været en personaleomsætning på 23,6 pct, og i Spillemyndigheden, der flytter 50 stillinger til Odense, er udskiftingen på 25,7 pct. - altså over hver fjerde medarbejder.
I Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der har stejlet voldsomt over at skulle flyttes til Aarhus, og som imellem jul og nytår i Politiken fik opbakning af tre tidligere udenrigsministre, Uffe Ellemann (V), Per Stig Møller (K) og Mogens Lykketoft (S), var medarbejderomsætningen for 2015 17,1 pct.
En mere nuanceret debat
Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, afviser ikke, at der ved nogle styrelser vil komme et produktivitetstab i første omgang, men han mener, at tallene, der viser udskiftningen, er med til at nuancere debatten.
- Vi tror ikke på disse dommedagsprofetier. Tallene viser, at mange styrelser allerede i dag har en stor udskiftning af medarbejdere - derfor kan man selvfølgelig også erstatte de ansatte, der ikke ønsker at flytte med ud, siger Steffen Damsgaard til Jyllands-Posten.
- Der er aldrig nogen, der har nævnt, at der mange steder er en stor personaleudskiftning. Og hvis man tegner et billede af, at der i dag ikke er nogen personaleomsætning, bliver det et meget fortegnet billede. Derfor vil vi gerne afdramatisere situationen, hvor jeg lige nu synes, at mange overdramatiserer tabet af viden. I stedet gælder det om at få en god proces, hvor så mange som muligt flytter med ud. Jeg hæfter mig også ved, at der allerede har været rigtig mange kvalificerede ansøgere til de stillinger, der er slået op, siger han.
Så stor er medarbejderomsætningen i de forskellige styrelser, institutter og råd:
- DIIS: 17,1 pct.
- Erhvervsstyrelsen: 17,7 pct.
- Søfartsstyrelsen: 16,8 pct.
- Spillemyndigheden: 25,7 pct.
- Civilstyrelsen: 23,6 pct.
- Rådet for socialt udsatte: 21 pct.
- Geodatastyrelsen: 15, 5 pct.
- Energistyrelsen: 19,5 pct.
- Danmarks Evalueringsinstitut: 19,5 pct.
Tallene er trukket fra november 2014 til november 2015
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.