Landdistrikternes Fællesråd kalder det en historisk dag og jubler over den 'massive og ambitiøse plan'. Borgmesteren i Næstved Kommune kan heller ikke få armene ned og kalder det et 'kæmpe boost', at knap 400 arbejdspladser fordelt på Udlændingestyrelsen og SKAT fremover skal have postnummer i 4700. Men når der er vindere, er der også tabere, og i kølvandet på offentliggørelsen af den samlede udflytning af 3900 arbejdspladser fra København, har Dansk Institut for Internationale Studier og flere borgmestre hver især ytret sin respektive utilfredshed og ærgrelse.
Direktøren og bestyrelsesformanden i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) mener, at det bør bekymre både befolkning og beslutningstagere, at instituttet nu flyttes 300 kilometer vest til Aarhus. DIIS er med egne ord sat i verden for at følge den internationale udvikling, formidle viden og komme med anbefalinger om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation og muligheder i en bred politisk, økonomisk og kulturel sammenhæng. Og det bliver sværere, når der er langt til Christiansborg.
- Det videnstab, som dokumenteret har ramt styrelser og institutioner, der er flyttet ud fra København, vil ramme særligt hårdt på DIIS, hvis væsentligste produkt netop er viden. DIIS protesterer skarpt imod eventuelle planer om at flytte instituttet bort fra nærheden til landets beslutningstagere, skriver direktør Nanna Hvidt og bestyrelsesformand Laurids S. Lauridsen i en pressemeddelelse.
Et kæmpe tab for Lolland
Overborgmester i København Frank Jensen, der altså må vinke farvel til tusindvis af arbejdspladser siger til Ritzau, at han godt kan forstå, at mange af hans borgmesterkolleger er glade i dag.
- Men jeg tænker også på de 3.900 familier, som i dag bliver ramt af det her. Det er jo ikke bare organisationer, der flyttes rundt på, det er menneskers liv og tilværelse.
Borgmester i Albertslund Steen Christiansen (S) kalder hele udflyningen for 'hovedløs' og 'symbolpolitik af værste skuffe', og på Lolland føler Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) sig svigtet over at være blevet helt forbigået.
- Hvis dette er regeringens bud på at skabe et Danmark i balance, så synes jeg, at den skyder forbi. Vi kæmper dagligt med næb og kløer for at prøve at finde ud af, hvordan vi får Lolland bragt ind i en bedre gænge. Det her er et kæmpe tab for vores område, siger han ifølge Ritzau.
Lolland får ingen af de 3900 statslige arbejdspladser, mens naboen Falster får 86 i Nykøbing Falster. Borgmesteren peger på, at Lolland har 'mistet flere job per indbygger de seneste 20 år' end nogen anden landsdel. Han mener, at det er en sølle trøst, at sjællandske byer som Holbæk, Ringsted og Næstved får en pæn portion arbejdspladser. På bundlinjen står, at mange job flyttes til Jylland, og et job, der ligger flere hundrede kilometer væk - på den anden side af flere broer - kan ikke bruges til noget, hvis man bor på Lolland:
- De har ikke en kinamands chance for at passe et job, der flytter til Jylland. De er nødt til enten at droppe det, eller at flytte til Jylland.
Hvid plet på landkortet
Borgmester i Gribskov Kommune Kim Valentin (V) udtaler stærk kritik af, at så godt som ingen arbejdspladser er blevet flyttet til Nordsjælland. Kun otte arbejdspladser er blevet tildelt en sjællandsk by nord for København - nemlig Helsingør. Han kalder derfor Nordsjælland for 'en hvid plet på det landkort, regeringen fremlagde'.
- Med planen har man desværre slet ikke haft øje for, at provinsen også omfatter det nordlige Sjælland. Denne landsdel har langt færre statslige job end de landsdele, som traditionelt fører sig frem med beklagelser over at være forbigået, siger han.
På Bornholm har holdningen fra borgmester Winnie Grosbøll (S) længe været, at hun ikke forventede at få flere statslige arbejdspladser. Derfor afviser hun også at være skuffet nu, hvor det står klart, at blot fem arbejdspladser flyttes til solskinsøen.
Hun ser i stedet frem til at høre, hvordan regeringen så har tænkt sig at sikre vækst på Bornholm, ikke mindst i lyset af, at der heller ikke er sat penge af til billigere færgebilletter på finansloven.
- Det er jo ikke meget til Bornholm ud af en samlet pulje på 4000 statslige arbejdspladser. Men vi ser det som et første skridt, siger hun til Ritzau.
Disse kommuner scorer flest nye arbejdspladser:
- Næstved: 395
- Sønderborg: 392
- Odense: 286
- Ringsted: 281
- Hjørring: 257
- Viborg: 248
- Aalborg: 219
- Aarhus: 201
- Korsør: 190
- Holbæk: 119
- Slagelse: 121
- Esbjerg: 105
Kilde: Statsministeriet
Læs mere her:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.