AARHUS / FREDERICIA: Det internationale klimasamarbejde mellem 97 byer verden over har blåstemplet klimaindsatsen i både Aarhus og Fredericia med en såkaldt C40 certificering.
Anerkendelsen kommer som påskønnelse for de to kommuners målrettede indsats for at opnå CO2-neutralitet i 2030. C40 samarbejdet går på tværs nationale mål og handler om at opnå resultater ved lokal, målrettet indsats på at begrænse CO2.
- Vi ved, at det er fuldstændigt centralt, at verdens byer og kommuner, går forrest i klimakampen. Det er lokalt og regionalt, at mange af udfordringerne kan og skal løses, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Aarhus har siden 2008 halveret byens CO2-udledning, ligesom kommunen har iværksat en række klimatilpasning-tiltag mod skybrud og oversvømmelser.
- Vi skal som kommune skabe de rammer, der gør det muligt for aarhusianerne og byens virksomheder at tage klimarigtige valg, der giver mening i deres hverdag. Vi skal f.eks. sikre byens infrastruktur, skabe bedre forhold for elbiler og skabe plads til mere vand i fremtiden ved blandt andet at indtænke klimatilpasning i udviklingen af byen, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.
53 skridt mod CO2 -neutralitet
Også mindre byer er en del af C40-samarbejdet. Fredericia Kommune har sat det sidste punktum i en ambitiøs klimaplan efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af i det globale bynetværk. Kort før jul fik klimaplanen grønt lys i Fredericia Byråd og af C40.
Klimaplanen indeholder 53 klimaindsatser, som skal gøre Fredericia Kommune i stand til at skrue ned for CO2 med 70 pct. i 2030 og bane vejen for nul udledning i 2050 for Fredericia Kommune som geografisk område.
At Fredericia Kommune nu også har fået en konkret plan for den grønne omstilling, som tager afsæt i strategien glæder formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro (S). Han kalder planen for den hidtil mest ambitiøse plan, der er vedtaget i kommunen på klima- og energiområdet.
- Vi har en strategi for, hvordan vi vil præge udviklingen i kommunen frem mod 2030, og nu har vi en meget ambitiøs plan for, hvordan vi vil omsætte strategiens visioner inden for klima og energi til konkrete handlinger og mål, siger Christian Bro.
Fredericia Kommune deltager i Realdanias klimaprojekt DK2020, hvor 20 kommuner er udvalgt til at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i det internationale bynetværk C40.
Med DK2020 er det første gang, at C40’s internationale standard for klimaplanlægning er blevet brugt og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner. Gennem hele processen kan kommunerne få rådgivning og sparring hos den grønne tænketank Concito, som er videnpartner på DK2020-forløbene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.