Intet menneske, intet samfund er en ø

Af Paul Hegedahl

'Intet menneske er en ø, alene og isoleret, ethvert menneske er del af kontinentet, en del af helheden. Bliver en klump jord vasket bort af havet, bliver Europa så meget mindre på samme måde som hvis det var et forbjerg eller din vens hus eller dit eget hus. Ethvert menneskes død tager noget fra mig, fordi jeg er en del af menneskeheden, Og derfor skal du aldrig spørge om, hvem klokkerne ringer for, de ringer for dig.'
- John Donne (1572-1631): 'Devotions upon Emergent Occasions'; 'Meditation XVII', 1624

Det gælder for både det enkelte menneske og for ethvert samfund på kloden i dag. Ingen er en ø. Der er ikke tale om, at globaliseringen på nogen måde skaber en større ensretning af mennesker og kulturer, men at stort set alle i dag direkte eller indirekte på mangfoldige måder - som Tor Nørretranders siger i 'Stedet som ikke er' - er globalt koblet op.

John Donnes kloge ord er nok nogle af de mest citerede i verdenshistorien. De kommer frem på nethinden igen ved læsningen af forslaget fra et politisk parti om, at der skal sættes stop for indvandring til Danmark af mennesker fra det ikke særlig konkret definerede begreb 'ikke vestlige lande'. Der skal ikke megen fantasi til at indse, at realiseres et sådant stop, vil det samtidig være med til at underminere danskeres muligheder for at opholde sig som studerende eller erhvervsaktive i andre lande i kortere eller længere tid - og således sætte stop for vigtige kilder til udvikling og indtjening.

Fremtiden er ukendt og derfor kan den forekomme truende. Det har der så altid været bevægelser og organisationer, der har set deres fordel i at beskrive i dystre toner for at fremme egne formål og ideologier. De spiller med større eller mindre dygtighed på, at bibringe andre billedet af en uundgåelig mørk fremtid, medmindre - - -.

Det er på tide, at vi indser, at der er forskellige former for fremtid. De mulige, de sandsynlige og de ønskelige. På det teknologisk-videnskabelige område ved vi i dag så meget - og ved også, at der er meget, vi stadig ikke ved, men prøver at få indsigt i. Vi kan bygge hidtil usete maskiner, der kan overtage en stor del af menneskets arbejde, vi kan udforske verdensrummet og forstå bestanddele af biologi, fysik, kemi, der er mindre og mindre og deres helt afgørende indflydelse.

På nogle områder har denne indsigt givet os et bedre liv, men om vi er blevet lykkeligere er en helt anden historie (som Rudyard Kipling var så glad for sige). Med den større viden er kommet flere udfordringer til menneskers adfærd og til erkendelsen af, at den adfærd, vi udviser lokalt, forplanter sig globalt - ligesom vi hele tiden modtager påvirkninger fra det, vi kalder 'udefra'. Og denne gensidige påvirkning er nødvendig - og uundgåelig. Vi kan vælge at lade, som om vi kan styre den og holde den fra livet, eller vi kan i enighed skabe de bedste forudsætninger for, at den er positiv og medvirker til bedre livskvalitet.

Tor Nørretranders siger også, at 'vi kommer til at leve i en slags dobbelt-netværk: dels et globalt, digitalt netværk af fjernvær, dels et lokalt, materielt netværk af nærvær omkring børn og gulerødder. Pointen er, at de to netværk er forudsætninger for hinanden: Det globale netværk sikrer økonomien og den enkeltes ret til at være sær og underlig i forhold til lokalsamfundet; det lokale netværk sikrer mad på bordet og mental sundhed.' Han taler her især om IT-teknologien og nettet; men maden på bordet og den mentale sundhed er i høj grad, helt konkret, afhængig af sameksistensen med hele vores omverden - ikke bare dem, tror vi, ligner os mest.

Denne tætte kontakt handler ikke blot om, hvordan vi nu bruger vores teknologi til at kommunikere og handle sammen, men også om måderne vi gør det på. Vi taler - måske især i visse forskerkredse og frivillige organisationer - om social ansvarlighed og etisk adfærd. Men, man kan etablere love og forordninger, man kan aldrig presse, true eller lokke nogen til at opføre sig anstændigt.

Der har i ledelsessammenhænge i flere år været talt om den lærende virksomhed. Måske vi skal til at indse, at en ønskelig fremtid for menneskeheden vil være det lærende samfund. Ikke læring alene i form af livslang uddannelse for alle i samfundet, for opnåelse af større viden og kunnen (og som udtryk for det kontrollerende samfund stadig flere prøver og eksamener der viser, vi har opnået denne viden og kunnen med efterfølgende frasortering og belønning); men et lærende samfund, der giver plads til tolerance, respekt, mangfoldighed, accept af andres egenart, tanker, ideer og kreative udtryksformer.

Det virkeligt lærende samfund, formår at betragte verden gennem et kulturelt prisme og deler den ikke op i forskellige klasser af mennesker. Det er vigtigt at være menneske og ikke robot. Vi skal passe på balancen mellem kontrol og frihed.

Det stiler krav til samfundets ledere - både de ægte og de selvbestaltede - samt hver eneste af os om at undgå polariseringen, spillene og grøftegravningen. Hver gang Nuser - den helt specielle hund fra Radiserne - går i gang med sit endeløse forsøg på at skrive den store samtidsroman, begynder han: 'Det var en mørk og stormfuld nat...'

Det haster, hvis ikke Nusers indledning skal låne de andre berømte ord: 'Det er en kold tid...' - og vi så her i landet bliver til en lille, lukket enklave, der uden at tænke sig om, men i snæver misforstået opfattelse af muligheder og trusler lukker os inde og bliver efterladt i et samfund, der ikke ville lære.

Forfatteren Tom Kristensen (1893 i London - 1974), der både var meget dansk og samtidig internationalt orienteret skrev et digt, som han kaldte 'December' (fra digtsamlingen: 'Den sidste lygte', 1954). Her er et uddrag:

'Danmark sortner december.
Der er mørkt på vej og sti.
Vi har skræmte natteøjne,
når en mand går tæt forbi.
Der er skræk i alle skygger,
der er fjæs i hver en pil,
mens vi trasker disse trange,
disse trælse skyggemil.

Som en kviksølvdråbe hænger
skyfordunklet dagens sol
manende som selve månen
i et skær af stanniol.
Varslende på tværs af vejen
under sky i skumringsvejr
drager i en lumpen stribe
kragers hæse stodderhær.

Sodet fugl i rustne skove,
ikke skabt til sang, men skrig,
du kan love frost og kulde,
du kan varsle sult og krig.
Skrig kun usmurt i dit hængsel
dine nattergaleslag!
Husk, de kviksølvblege timer
er nok få, men varsler dag!'

- Tom Kristensen: 'Samlede digte';
Gyldendal 1997.


Foto: http://www.flickr.com/photos/mararie/with/3313582639/