Etableringen af Lynetteholmen med dertil planlagt klapning af slam i Køge bugt, planer om spildevandsudledning i Køge Bugt samt projektet Holmene i form af otte store kunstige øer ud for Hvidovre skaber bekymring hos Køge, Greve, Stevns, Solrød og Ishøj kommuner, lyder det i en fælles pressemeddelelse.
Ishøj har dermed tilsluttet sig samarbejdet af kommuner, der er dannet på baggrund af, at ingen kender de samlede miljømæssige konsekvenser af de store projekter, hvilket skaber kommunal bekymring for havmiljøet i Køge Bugt.
Til en start mødes byrådene fra fire af kommunerne - uden Ishøj - med udviklings- og driftsselskabet By & Havn, der giver en teknisk gennemgang af Lynetteholmen. Herfra indledes drøftelser om muligt politisk samarbejde mellem de fem kommuner, samt øvrige kommuner langs Køge Bugt.
Københavns planer om at etablere Lynetteholmen – en kunstig ø i forlængelse af Refshaleøen med plads til 35.000 beboere - har længe været genstand for kritiske spørgsmål i kommunerne langs Køge Bugt, da der her er udbredt bekymring for projektets konsekvenser for havmiljøet.
Der er ikke mindst fokus på de 2,3 millioner kubikmeter slam, der planlægges klappet ud i Køge Bugt. De fem kommuner er ikke trygge ved de miljøundersøgelser, der ligger til grund for projektet, og er her på linje med Danmarks Naturfredningsforening, svenske myndigheder og flere danske eksperter, der udviser bekymring for havmiljøet.
Meget store projekter
Udover Lynetteholmen er de fem kommuner også stærkt bekymrede over planer om, at store dele af Københavns spildevand i fremtiden skal udledes i Køge Bugt, samt planerne om at bygge projektet Holmene i form af otte kunstige øer ud for Hvidovre.
- Jeg ved, at rigtig mange borgere i kommuner langs hele Køge Bugt er endog meget bekymrede over Lynetteholmen og de konsekvenser, som klapning af slam risikerer at have. Selv bliver jeg også bekymret over, at ingen kender de samlede konsekvenser for havmiljøet af de meget store projekter, der er på vej.
- Jeg er med på, at København har brug for et værn mod stormflod – men det må ikke ske på bekostning af vores rene badevand og vores natur og dyreliv. Derfor er jeg glad for samarbejdet mellem vores kommuner langs bugten og ser frem til en indgående introduktion til projektet. Vi har kort sagt brug for nogle helt håndfaste beviser på, at Lynetteholmen og de andre meget store projekter ikke kommer til at skade kvaliteten af vandet i Køge Bugt, siger borgmester Marie Stærke (S).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.