
Af Morten Uhrenholdt
Mens Landsbyggefonden har en så lang kø af ansøgninger om støtte til hårdt tiltrængt renovering og fornyelse af boligområder, at de tidligst kan være ekspederet i 2017, så vil regeringen have samme fond til at finansiere størstedelen af ghettoindsatsen.
Det gælder både nedrivning af boligblokke i de 29 udpegede ghetto-bebyggelser, renovering i specielt disse 29 områder og boligsociale indsatser i samme. Imens trænger en stor del af 550.000 boliger i det såkaldt almennyttige byggeri til fornyelse og modernisering.
Landsbyggefonden har i det seneste boligforlig fra 2006 fået Folketingets tilladelse til at finansiere renoveringer for ca. 2,4 milliarder årligt frem til 2012. Det vil afvikle halvdelen af de 16 milliarders renoveringsprojekter, der lige nu ligger hos fonden.
Nye og nødvendige projekter må vente til efter 2017
- Med uændrede rammer for vores aktivitet, så vil de nye ansøgninger, vi nu får ind, tidligst kunne komme i betragtning efter 2017. Det er ikke en holdbar situation. Hvis vi ikke tænker os om, og foretager de nødvendige og forebyggende renoveringer, så ender vi med at få nye slumområder og ghettodannelser, samtidig med indsatsen i de 29 specifikke områder.
Det siger direktøren for KAB, der administrerere 60.000 almennyttige boliger i Storkøbenhavn, og formand for Landsbyggefonden, Jesper Nygård, til dknyt. Han finder det overordentlig vigtigt, at mest muligt af Landsbyggefondens midler bruges på at få renoveret og moderniseret den eksisterende boligmasse.
- Langt de fleste steder har vi ramt huslejeloftet - beboerne kan ikke betale mere. Så boligselskaberne vil aldrig kunne finansiere de nødvendige forbedringer selv. Deruden er midlerne i Landsbyggefonden jo indbetalt af lejerne via huslejerne. Det er så at sige deres friværdi, siger Jesper Nygård.
Hvor er regeringens bidrag?
Han er indforstået med, at Landsbyggefonden skal bidrage til at løse problemerne, men efterlyser at statens også yder sit. Og så mener han iøvrigt, at hvis ikke boligforligs-forhandlinger fører til, at det nuværende tempo i renoveringerne sættes betydeligt op, så risikerer vi at få problemer i andre boligområder end de 29, regeringen har udpeget som ghettoer.
- Jeg synes, det er vanvittigt socialt skævt, at regeringen vil lade alene de dårligst stillede betale ghetto-indsatsen. Det er jo ikke beboerne, der har skabt problemerne. Det er et samfundsproblem, og det er samfundet som helhed, der må løse det, siger han.
- Og det er utroligt sølle, at regeringen kommer stikkende med 120 millioner fra SATS-midlerne. Der skal jo langt større midler til, hvis problemerne skal løses. Staten burde i det mindste møde op med én krone, hver gang Landsbyggefonden skal bruge en krone på ghetto-indsatsen, siger Jesper Nygård.
- Og så kunne Folketinget passende - af hensyn til beskæftigelsen, af hensyn til beboerne og af forebyggelses-grunde - sætte renoverings-tempoet voldsomt op. Køen af nødvendige projekter er meget lang, og med det nuværende tempo vil den fortsætte med at vokse, forudser KAB-direktøren.
Det ville kræve, at staten lånefinansierer fonden, der lige nu ikke bugner af penge. Men pengene strømmer jo fortsat ind i fonden fra beboerne, så det er kun et spørgsmål om finansieringen af her-og-nu behovet.
Også borgmestre ønsker højere tempo
Jesper Nygård deler sit ønske om hurtigere renovering med mange kommuner. Det fremgik bl.a. af et debatindlæg i Berlingske Tidende i søndags den 24. oktober. Det var forfattet af Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup og Lars Krarup (V), borgmester i Herning.
'...det er også afgørende, at boligområderne renoveres i et markant større omfang end nu.
Det er en illusion at tro, at man kan ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder, hvis der ikke også sker en forbedring af de fysiske rammer. Samtidig er det helt afgørende, at vi udviser rettidig omhu og renoverer de mange slidte og forældede boligområder. Sikkert til manges overraskelse er der også boligområder i fx Ringkøbing, Frederikshavn og Esbjerg, som trænger til gennemgribende renoveringer...'
Og videre skriver de to borgerlige borgmestre:
'...fokus skal som nævnt ikke kun være de berømte eller berygtede boligområder, men også de mange områder ude i landet, hvor det ender galt, hvis vi ikke gør noget nu.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.