Kan regeringen presse rødt flertal i KL med på den værste aftale i mange år

Af Bent Gravesen

Hvordan er holdopstillingen til de kommende to måneders forhandlinger mellem regeringen og KL om den kommunale økonomi i 2011? Er det en VK-regering, der vil gennemtrumfe minusvækst i kommunerne, der forhandler med et centrum-venstre flertal i KL's bestyrelse, som vil satse massivt på nye kommunale investeringer og velfærdsforbedringer i milliardklassen?

Er vi med andre ord på vej til at få en rigtig forsmag på forskellen mellem VKO og centrum-venstre i den valgkamp, der så småt er ved at gå i gang?

Formelt set er det sådan. Men reelt er det måske alligevel ikke sådan. Forklaringen herpå kan findes på begge sider af bordet, men måske overraskende nok mest hos centrum-venstre-flertallet i KL's bestyrelse. Mere om det senere.

Nedskæringer på folkeskole, daginstitutioner og socialpolitik
Først nogle kommentarer til VKO-siden. Hvad har de på bedding? Det første svar kom med regeringens oplæg til det såkaldte konvergensprogram. Regeringen planlægger at spare 13-14 mia. kr. gennem 'nulvækst' i den offentlige velfærd.

Regeringen har på forhånd sagt, at denne nulvækst ikke bliver nulvækst over hele linjen, men plusvækst på sygehusene og (dermed) minusvækst i kommunerne. Trods utallige spørgsmål og opfordringer har regeringen ikke turdet fortælle, hvad og hvem der skal holde for. Det har Dansk Folkeparti til gengæld. De ældre skal friholdes - og andre områder skal spare desto mere.

Hvis DF's krav skal opfyldes, er regeringen bl.a. tvunget til at skævdele i forhold til den demografiske udvikling. Der kommer flere ældre, og det øger finansieringsbehovet. Hvis man antager at udgifterne pr. person i forskellige aldersgrupper fastholdes, vil det frem til 2013 kræve ca. 2,7 mia. kr. ekstra på ældreområdet alene for at friholde området for forringelser, såsom mindre hjemmehjælp og dårligere normeringer på plejehjemmene.

Besparelser der kan mærkes
Hvis ikke regeringen selv vil spare de 2,7 mia. ekstra på statens område, vil det kræve, at regeringen forpligter kommunerne til at spare ekstra på andre områder, f.eks. folkeskole, daginstitutioner og socialpolitik. Sammen med arbejdsmarkedspolitikken er det de store områder, der er tilbage at spare på ude i kommunerne.

Folkeskole, daginstitutioner og det sociale område er også udset til at holde for, hvis/når det viser sig, at kommunerne ikke er i stand til at sikre nulvækst på områder som udsatte børn og unge, handicappede og folkeskolens specialundervisning. På alle disse områder har kommunerne i en årrække haft mere end svært ved at undgå en betydelig stigning i udgifterne. Intet tyder på, at det vil ændres i 2011-2013 og andre områder.

Endelig er der alle de områder, hvor kommunerne ikke kan skære på, fordi det udgifterne er lovbundne. Når der ikke kan spares her, skal der spares ekstra meget der, hvor kommunerne fortsat har en smule selvbestemmelse: normeringerne og åbningstiderne i daginstitutionerne, timetal og lærerbemanding i folkeskolen o.lign.

Derfor skal ingen være i tvivl om, at det vil betyde drastiske forringelser af velfærden i 2011, hvis VK holder fast i sin nulløsning. Tænk på, at velfærdsudgifterne i perioden fra 2001 til 2009 er steget med ca. 1,5 pct. om året eller ca. 7,5 mia. kr. årligt. Det er vel at mærke udover pris- og lønstigninger. Hvis man ikke blot skærer denne vækst væk, men tilmed går under nulvækst på områder som folkeskole, daginstitutioner, SFO, social- og arbejdsmarkedspolitik, vil det blive endog meget mærkbart ude i den kommunale hverdag.

På denne baggrund er det ikke så sært, at regeringen holder kortene tæt på kroppen. Det er ikke nogen vinderdagsorden at være kontant og konkret i den slags sager. Så hellere sylte det hele ind i en snak om, hvordan kommunerne selv i sparetider kan forbedre velfærden gennem effektiviseringer. Her kommer den pludselige debat om den påstående 'ineffektivitet' i den offentlige sektor så belejligt som tænkes kan for regeringen. Jo mere borgerne får et billede af ineffektivitet i vores folkeskoler, daginstitutioner og kommunale forvaltninger, jo nemmere bliver det for regeringen at fralægge sig ansvaret for de kommende velfærdsforringelser.

Regeringen påstår, at kommunerne så let som ingenting kan skaffe ca. 10 milliarder kroner til øget velfærd ved at effektivisere. F.eks. mener regeringen, at kommunerne kan spare 2,5 mia. kr. på ældreområdet uden at forringe omsorgen for de ældre. Løb lidt hurtigere med bækkenet på plejehjemmet og få tid til at tage jer af nogle flere demente i de kommende år, lyder parolen. Tilsvarende opererer man med et noget luftigt begreb om digitalisering som kilde til besparelser - som om digitalisering intet koster at realisere.

S-SF-alternativet
Nulvækst og påståede velfærdsforbedringer gennem effektivisering. Det er altså regeringens politiske udspil til forhandlingerne om de kommende års kommunale velfærd.

Men hvad er så svaret til det fra det nye centrum-venstreflertal i KL's bestyrelse? Er det velfærdsforbedringer for både effektiviseringer og en realvækst på 1,8 pct. svarende til omkring 4 mia. kr. mere årligt, som S og SF på Christiansborg har foreslået? Er det målrettede og prioriterede velfærdsforbedringer på folkeskole, sundhed og ældre, som S og SF har foreslået i 'Fair Forandring'? En klar forsmag på valgkampens to forskellige veje for dansk økonomisk og velfærd?

Nej. Ikke just. Den socialdemokratiske KL-formand, Jan Trøjborg, har indtil nu bakket op bag den tidligere KL-formand, Erik Fabrins yderst defensive krav om, at regeringen skal kalde en spade for en spade. Ligesom Erik Fabrin vil Jan Trøjborg helst undgå økonomisk nulvækst (dvs. velfærdsforringelser) og kræver derfor 'nulvækst i velfærd'. Hvor offensivt og alternativt er det?

Men her stopper Jan Trøjborg ikke. Allerede nu ca. 2 måneder før de afgørende økonomiforhandlinger, er han begyndt at forholde sig til, at det ikke bliver 'nulvækst i velfærd'. Bliver det 'økonomisk nulvækst' - og dermed minusvækst i velfærd - er det Jan Trøjborgs krav, at regeringen i det mindste siger det ligeud til borgerne, at der kommer serviceforringelser.

Den kan man vist ikke kalde et offensivt centrum-venstre svar fra den nye KL-formand. Hvorfor siger Jan Trøjborg det ikke ligeud som det er: VKO på Christiansborg vil én vej: tvinge kommunerne til at forringe velfærden, mens centrum-venstre-flertallet i KL's bestyrelse vil en anden vej: tvinge regeringen til at give kommunerne frihed til at udvikle og forbedre velfærden?

Konsensus-KL
Når Jan Trøjborg ikke har sagt sådan og sikkert heller ikke kommer til at sige det, så handler det om politik og forhandlinger. En sådan udmelding vil bryde med en meget lang og dyb tradition for konsensus og forlig i det dybt embedsprægede KL. For en organisation, som altid og hver gang har bevæget sig frem til underskriften på en kommuneaftale, er det nærmest utænkeligt at overveje politiske udmeldinger og et dertil hørende forhandlingsudspil, som reelt holder muligheden åben for, at der ikke skrives under i den sidste ende.

Men hvordan har det nye kommunale centrum-venstre så tænkt sig at indfri valgløfterne fra november sidste år? Tør det ikke gå i spidsen for KL til økonomiforhandlingerne med is i maven med en slet skjult trussel om et sammenbrud på et klart og let forståeligt politisk grundlag? Hvordan har Jan Trøjborg tænkt sig, at borgerne skal mærke, at det gør en forskel, når et nyt centrum-venstre-flertal har sat sig ved forhandlingsbordet med Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, hvis ikke han forhandler med et løfte til kommunerne og borgerne om at forbedre velfærden?

I al forhandling og ikke mindst politiske forhandlinger er det sådan, at man både forhandler med modparten og ens eget politiske bagland. Man skærper presset på modparten ved at stimulere og udvikle baglandets krav og forventninger. Modsat flytter man sig selv nærmere forhandlingsmodparten ved at forhandle med baglandet om at begrænse kravene og forhåbningerne.

Når Jan Trøjborg fortæller kommunalpolitikerne og borgerne, at de nærmest kun skal gøre sig håb om at bevare det nuværende velfærdsniveau, hvis de ligesom ham gerne vil indføre brugerbetaling på ældre- og sundhedsområdet, taler han baglandets forventninger (hans trumfkort ved forhandlingsbordet) ned i værdi og regeringens forhandlingsstyrke tilsvarende op.

Gad vide, hvad de forhandlingsdrevne folk ude i fagbevægelsen tænker om den slags. Vil de gøre det, som topforhandlernes bagland kan og bør gøre, når de fornemmer, at nogen er ved at presse medlemmernes forventninger længere i bund end godt er? Altså tale øge forventningerne og troen på, at det kan blive anderledes: I kan godt få en bedre kommunal velfærd, hvis I vil - og vil slås for det.

Trøjborg til tørre
Hvis regeringen kan være evigt forvisset om, at KL ikke på nogen måde forbereder sig seriøst på et forhandlingssammenbrud og et efterfølgende lovdiktat om den kommunale økonomi for 2011, har den et solidt grundlag for at presse S-SF-flertallet i KL med på den værste økonomiaftale i rigtig mange år. Tager man både Claus Hjort Frederiksens strategiske evner og hans åbenlyse had til Socialdemokraterne i betragtning, er det nærliggende at frygte, at situationen vil blive udnyttet til at hænge Jan Trøjborg og S-SF politisk til tørre.

Claus Hjort Frederiksen drømmer givetvis om først at få Jan Trøjborgs underskrift og SF'ernes stemmer i KL's bestyrelse på 'bedre velfærd uden flere penge' og dernæst at række fyldepennen ud til både socialdemokraterne og SF'erne, når Folketingets finansudvalg efterfølgende skal godkende kommuneaftalerne. Skulle en sådan manøvre koste et par milliarder på regeringens sparemål, går det såmænd også. Det er stadig en god - og formodentlig tiltrængt - investering i en ny valgsejr for VKO.

Så herfra blot en lønlig bøn til centrum-venstre-flertallet i KL. Hop ikke på den. Kom hellere ind i velfærdskampen med klare og konkrete velfærdskrav - og forbered jer på at true med et sammenbrud. Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vil hade det endnu mere end hele KL's embedsapparat tilsammen. Hvis det er god politisk latin at tage et landspolitisk opgør med VK's skattestop - hvis det er god politisk latin landspolitisk at stille modforslag om mere effektiv beskatning af de store virksomheder - hvis det er god landspolitisk latin at kræve en tilbagevenden (for alvor) til et princip om, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder, så kræv akkurat det også i sammenhæng med KL-forhandlingerne. Taktisk fedteri, bureaukratisk benslæb og forelskelse i rollen som supersagsbehandlere hører ikke hjemme her.

Bent Gravesen, medlem af redaktionen af Kritisk Debat, hvor kronikken tidligere har været bragt