
NYBORG / KERTEMINDE: Alfabetisk rækkefølge i stedet for den rækkefølge, partierne har besluttet, mødte vælgerne på valgstederne i Nyborgkredsen ved valget i dag.
Miseren blev blandt andet opdaget af Lasse Haugaard Pedersen (S), som skulle stå øverst på S-listen, hvor han blev noget overrasket over at se Trine Bramsen.
"Som lokal kandidat burde jeg have stået øverst på listen for S. Fejl er også hos RV og Konservative. Er i chok. Kæmpe skandale", skriver han blandt andet på Twitter.
Fra Indenrigsministeriets valgkontor kan valgkonsulent Christine Boeskov bekræfte, at man i Nyborgkredsen, der omfatter Nyborg og Kerteminde kommuner, har begået fejl ved udarbejdelsen af stemmesedlerne.
- Hovedparten af partierne - 12 ud af 14 - havde anmeldt den såkaldte prioriterede sideordnede opstilling, hvor partiet beslutter rækkefølgen, men på stemmesedlen er de blevet placeret i alfabetisk rækkefølge, siger hun til DK Nyt og tilføjer:
- I formiddags sagde vi til valgbestyrelsen, at de hurtigst muligt måtte sørge for at gøre opmærksom på fejlen ved opslag i valglokalerne og i de enkelte stemmebokse med den rigtige rækkefølge for at afbøde fejlen mest muligt.
Forkert mailadresse
Nyborg Kommunes administrative leder af afviklingen af folketingsvalget, chefsekretær Tina Andersen, siger til Fyns Amts Avis, at fejlen er sket i kommunikationen med Ankestyrelsen, der står for udarbejdelsen af de lister, der skal benyttes i forbindelse med stemmesedlerne:
- Vi skulle have modtaget en liste fra Ankestyrelsen med navnene på kandidaterne i prioriteret rækkefølge. Men Ankestyrelsen har tilsyneladende sendt listen til en forkert mailadresse, og vi har ikke været tilstrækkeligt opmærksom på, at listen ikke er nået frem til os, forklarer Tina Andersen.
Valgkonsulent Christine Boeskov oplyser, at der ved FV15 var fire kommuner med tilsvarende fejl, hvor enkelte partier havde en forkert kandidat stående øverst. I ingen af de tilfælde førte det til omvalg.
Vi skal tilbage til et valg i 1985, hvor en fejl førte til et omvalg: Af et ministersvar fra februar 1998, hvor Thorkild Simonsen (S) var indenrigsminister, fremgår det, at der i daværende Midtdjurs Kommune ved kommunalvalget var en V-kandidat - Erik Hansen - hvis navn ikke var kommet med på stemmesedlen, og det var altså så alvorligt, at ministeriet dekreterede omvalg.
-
Fejl på stemmesedlen i Nyborg og Kerteminde Kommune. Som lokal kandidat burde jeg have stået øverst på listen for S. Fejl er også hos RV og Konservative. Er i chok. Kæmpe skandale #dkpol @DRBreaking @tv2newsdk pic.twitter.com/X51Yv2wZNd
— Lasse Haugaard (@LasseHaugaard1) November 1, 2022
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.