
KOLDING: Først sagde kommunen ja, så trak firmaet ansøgningen, og nu har økonomiudvalget enstemmigt besluttet, at tilladelsen ikke skaber præcedens, som byrådsbeslutninger ellers normalt gør. Samtidig blev det besluttet at gå i dialog med branchen for at finde fælles løsninger.
Sagen kort er, at transportfirmaet Contrans i Kolding Kommune for to uger siden fik lov til at bygge en hvilebygning til sine udenlandske chauffører, fortrinsvis fra Rumænien. Et flertal i plan- og boligudvalget havde egentlig sagt nej, men V og K begærede sagen i byrådet. Her brugte de to partier deres flertal på 13-12 og gav tilladelse til hvilehuset til de udenlandske chauffører, selv om der var tale om et erhvervsområde - ikke et boligområde i planlovens forstand.
Dagen efter trak Contrans deres ansøgning på grund af den politiske blæst om sagen, og direktør Henrik Hansen ville i stedet indgå i dialog med Kolding Kommune og Business Kolding om, hvordan man kan få skabt en bred løsning på det her problem for alle Koldings transportvirksomheder.
Poul Erik Jensen (S), formand for plan- og boligudvalget i Kolding Kommune var glad for, at ansøgningen blev opgivet:
- Det er et skråplan at give tilladelse til den slags, fordi andre virksomheder vil gøre det samme. Det vil skævvride konkurrencen i forhold til virksomheder med overenskomstansatte danske chauffører. Desuden har Contrans jo mulighed for at benytte vandrerhjem og campingpladser i området til deres chauffører.
Samlet løsning på vej
Dette 'skråplan' er økonomiudvalget og dermed byrådets partier enige i, at man skal undgå med den ændring, at byrådets oprindelige beslutning om at give tilladelsen 'ikke tillægges betydning i forhold til behandling af og beslutninger vedr. fremtidige sager.'
Desuden besluttede økonomiudvalget, at Kolding Kommune i samarbejde med Business Kolding og Logistik Erhvervet får lavet et forslag til en samlet løsning af problemet med parkerede lastbiler, hvor chauffører overnatter, laver mad osv., og at der løbende vil ske afrapportering til de berørte politiske fagudvalg herom.
Derfor indstiller økonomiudvalget til byrådets godkendelse, at den givne tilladelse trækkes tilbage, samt at Kolding Kommune i samarbejde med Business Kolding, Logistik Erhvervet og relevante faglige organisationer, får kortlagt fremtidige udfordringer i forhold til problemet med parkerede lastbiler, hvor chauffører overnattet, laver mad osv. Kortlægningen skal danne baggrund for politisk behandling af sagen i relevante fagudvalg som forberedelse til endelig beslutning i byrådet.
Udvalget fortæller, at der er ca. 3.000 arbejdspladser i transportfaget i kommunen, og dialogmødet med branchen er planlagt til 30. maj.
Selm om Contrans ikke må bygge hvilefaciliteter til sine udenlandske chauffører, får de et moderne velfærdshus.Firmaet har besluttet at bygge en ny bygning, hvor chaufførerne kan tage et bad, komme på toilet, lave lidt mad og slappe af, mens de holder deres pauser. De bygger det hele - bare uden sengepladser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.