
Kortlægninger viser, at erhvervslivet typisk står for en stor del af den samlede CO2-belastning i kommunerne. Et nyt EU-projekt skal føre til flere samarbejdsaftaler og partnerskaber mellem kommuner og private virksomheder. Målet er, at det skal føre betydelige CO2-reduktioner med sig, oplyser Green Cities.
EU har netop indstillet projektet, der har titlen 'Carbon 20 - Offentligt Privat Partnerskab til klimaløsninger' til finansiering. Bag projektet står Albertslund og de øvrige kommuner i Green Cities, samt KL, DTU og Aalborg Universitet.
Carbon 20 projektet er et Offentligt-Privat-Partnerskabsprojekt, hvor partnerne skal arbejde med partnerskabsmodeller, klimatilpasning og CO2-reduktion på lokalt niveau. Således skal Green Cities kommunerne i projektet samarbejde med 100 virksomheder, som hver især skal reducere deres CO2-udledning med 20 pct.
Formand for Green Citiessamarbejdet og Miljø- og planudvalget i Albertslund Kommune, Leif Pedersen (SF), ser store og helt nødvendige perspektiver i projektet, hvis man vil skridtet videre med klimaarbejdet, og det vil man i Albertslund og de øvrige Green Cities kommuner:
- Skal det batte noget i forhold til Danmarks forpligtelser på klimaområdet og vores vision om mere grønne og bæredygtige bysamfund er det helt bydende nødvendigt, at industri- og erhvervslivet og kommunerne nu finder fælles fodslag og tager et bevidst større samfundsmæssigt medansvar for, at det faktisk sker. Det kan det nye projekt bane vejen for, håber og tror jeg.
Meget CO2 kommer fra erhvervslivet
Kommunernes CO2-kortlægning viser, at erhvervslivet typisk står for en stor del af den samlede CO2-belastning. I Albertslund Kommune er andelen ca. 37 pct., hvoraf størstedelen er fra elforbrug. Albertslund Kommune erfarer gennem deres projekter i samarbejde med Energitjenesten 'Grønt kontor' og 'Grøn Butik', at der ofte er hurtige gevinster med en kort tilbagebetalingstid ved en indsats overfor belysning, ventilation og it, der netop er el-kilder.
Projektet vil således demonstrere hvordan 'front runner' kommuner kan spille en vigtig rolle for virksomheders CO2-aftryk. Dette kan få stor betydning for realisering af kommunernes klimaplaner. Tidligere har samarbejde og netværk mellem myndigheder (kommuner) og erhvervsliv udmøntet sig i succesfulde resultater inden for f.eks. miljøledelse og kemikaliekortlægning.
Men på klima- og energiområdet er der endnu ikke etableret sådanne samarbejder. Det er derfor det, der er i spil i dette projekt, som EU altså nu har indstillet til finansiering.
Erfaringerne fra projektet skal gives videre til kommuner og erhvervsorganisationer i de øvrige EU-lande.
Det samlede budget for projektet er 16 mio kr., hvoraf EU støtter projektet med 50 pct.
Albertslund Kommune er ansvarlig for projektet og projektledelsen varetages af en projektleder, som Albertslund Kommune ansætter og placerer i Gate 21.
Udover Albertslund består det forpligtende miljøsamarbejde Green Cities af kommunerne; Allerød, Ballerup, Fredericia, Herning, Kolding og København.
Se mere om Green Cities
Foto: http://www.flickr.com/photos/slapbcn/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.