

En tidligere ansat i Københavns Kommune er frivilligt gået med til at sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger, mens politiet efterforsker mod ham.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Ritzau.
Den 27-årige mand blev i juli anholdt og varetægtsfængslet, da han uberettiget har skaffet sig adgang til 1.742 personers CPR-oplysninger.
Ifølge politiet har han medvirket til afpresning, da han ifølge sigtelsen delte oplysninger som CPR-nummer og adresse på 66 personer med andre på beskedtjenesterne Telegram og Signal.
Den alvorligste del af sigtelsen drejer sig dog om, at han skal have leveret oplysninger om målet for et drabsforsøg, hvor unge svenskere ifølge politiet var hyret til at skyde og dræbe en mand i Herning i juni sidste år.
Den 27-årige erkender sig delvist skyldig i at have skaffet sig adgang til oplysninger på 1.742 borgere, men nægter sig skyldig i medvirken til drabsforsøg og afpresning.
Fik betaling for oplysningerne
Det kom frem, da han blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret efter anholdelsen 16. juli. Da blev han varetægtsfængslet i knap fire uger, og tirsdag blev fængslingen forlænget.
Varetægtsfængsling af en sigtet kan maksimalt vare fire uger ad gangen. Herefter skal der være et retsmøde om forlængelse af fængslingen, hvis ikke den mistænkte enten frivilligt accepterer forlængelsen, eller der sker løsladelse.
Opslagene, som den 27-årige foretog uberettiget, skete gennem et års tid fra sommeren 2023 til sommeren 2024.
Oplysningerne, som han videredelte, fik han ifølge politiet betaling for.
- Ved at lække personfølsomme oplysninger mod betaling har han ifølge vores mistanke muliggjort, at andre forbrydelser har kunnet finde sted, sagde Henrik Andersen, der er politiinspektør i NSK, da anholdelsen fandt sted i juli.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.