
De mindste elever i børnehaveklasserne er mindre skoleparate end for fem år siden. Det vurderer to ud af tre børnehaveklasseledere ifølge en rundspørge foretaget for Danmarks Lærerforening.
Det er især børns sociale færdigheder, der er blevet ringere. 70 pct. svarer, at børnene er blevet dårligere til at tage hensyn til hinanden.
67 pct. mener, at børnene er blevet dårligere til at håndtere konflikter sammenlignet med den elevgruppe, de tog imod for fem år siden.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen siger i en pressemeddelelse, at der har været for stort fokus fra forældrenes side på at få lært børnene alfabetet frem for sociale færdigheder.
- Der har vi nok set, at man som forældre - i den allerbedste mening - gradvist har fået et større fokus på, at børnene kan alle bogstaverne og skrive deres eget navn, allerede når de begynder i børnehaveklassen.
- Alt det skal vi nok nå, så jeg kunne hellere tænke mig, at vi får en god forventningsafstemning om, at de her mere sociale færdigheder faktisk er det allervigtigste for, at vi kan sikre alle børnene en god og tryg fælles start på skolelivet, lyder det fra lærerformanden.
Stavning eller sociale evner
Hos forældreorganisationen Skole & Forældre er formanden, Regitze Spenner Ishøy, enig i, at der er brug for at afstemme forventningerne.
- Der er jo ingen forældre, der gør noget af ond vilje eller med et ønske om, at deres barn får en dårlig skolestart.
- Hvis de oplever, at der er en forventning om, at barnet skal kunne stave sit eget navn og holde rigtigt på en blyant, så er det selvfølgelig noget, forældrene har fokus på, siger hun til Ritzau.
Det er ifølge formanden en svær opgave for forældre at træne et barn til at indgå i et fællesskab med andre børnehaveklassebørn.
- Det er jo sjældent, at man i sit eget hjem har 25 børn i fem-seksårsalderen, og hvor man kan øve, hvad det vil sige at tage hensyn, når man er så mange samlet i klassen.
- Det er to situationer, der ikke kan sammenlignes. Men det er helt klart noget, vi skal have fokus på, siger hun.
Mangler ressourcer i klasselokalerne
Børnehaveklasselederne er også blevet spurgt, om de oplever, at der følger ressourcer med elever, der har særlige behov, når de starter i børnehaveklassen.
Her svarer tre ud af fire, at det gør der ikke.
Det er noget, der bør handles på, lyder det fra Gordon Ørskov Madsen.
- Hvis man ikke sætter tidligt ind med den nødvendige støtte, så vokser problemerne sig kun større op gennem klassetrinene for barnet, familien og hele klassen, siger han.
2.559 børnehaveklasseledere er blevet spurgt i undersøgelsen, og i alt 968 har ifølge DR Nyheder besvaret spørgeskemaet.
Børn har sværere ved at tage hensyn og side stille
Er børnene generelt mere klar til at starte i børnehaveklasse nu end for fem år siden?
Ja, meget mere klar – 1 pct.
Ja, mere klar – 5 pct.
Uændret – 25 pct.
Nej, mindre klar – 49 pct.
Nej, meget mindre klar – 17 pct.
Hvordan er den nuværende elevgruppe sammenlignet med den elevgruppe, du modtog for 5 år siden?
Børnene er i mindre grad gode til at tage hensyn til hinanden, vente på deres tur osv. – 70 pct.
Børnene er i mindre grad gode til at håndtere konflikter – 67 pct.
Børnene er i mindre grad gode til at modtage en fælles besked – 65 pct.
Børnene er i mindre grad gode til at sidde stille – 54 pct.
Oplever du, at der følger ressourcer med de elever, som har særlige behov, når de starter i børnehaveklassen?
Ja, i alle tilfælde – 2 pct.
Ja, i nogle tilfælde – 23 pct.
Nej – 75 pct.
Hvad er vigtigst, at børnene, som skal starte i børnehaveklasse, kan?
At de er selvhjulpne (selv kan gå på wc, tage tøj af/på osv.) – 80 pct.
At de er gode til at tage hensyn til hinanden – 71 pct.
At de er nysgerrige – 64 pct.
At de er gode til at modtage en fælles besked – 58 pct.
At de er gode til at vente på, at det bliver deres tur – 51 pct.
Kilde: Rundspørge blandt børnehaveklasselederne, Danmarks Lærerforening
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.