
FAABORG-MIDTFYN: Den 5. november drager syv politikere og embedsmænd til Japan for at lære af japanernes udvikling og brug af velfærdsteknologiske løsninger inden for ældre- og handicapområdet.
- Med det økonomiske pres, der hviler på kommunerne, er det afgørende for vores evne til fortsat at levere gode serviceydelser til vores borgere, at vi går nye veje og finder nye løsninger. Velfærdsteknologi er et af svarene på vores udfordringer og vi har brug for at være opdaterede, så vi kan vælge de rigtige løsninger, siger formand for Socialudvalget Herdis Hanghøi (V).
Et ønsket udbytte fra studieturen er at øge deltagernes viden om velfærdsteknologiske løsninger, der kan hjælpe til rehabilitering af borgere, der eksempelvis gennem sygdom eller en ulykke har fået nedsat deres funktionsevne. I det hele taget vil løsninger, der kan effektivisere træningen af immobile borgere, have stor interesse i såvel hjemmeplejen som på plejehjemmene.
- Vi er så småt i gang med at indføre velfærdsteknologi i Danmark, men jeg forventer, at udviklingen på dette område vil bringe os rigtig langt, siger Herdis Hanghøi.
- Teknologien kan blandt andet hjælpe os med at gøre nogle borgere mere selvhjulpne, så vi kan frigøre ressourcer til de borgere, der mest har brug for vores hjælp. Men den kan også i høj grad være med til at forbedre arbejdsmiljøet for vores medarbejdere, så vi kan undgå nogle af de løfteskader mv., som vi traditionelt oplever i plejesektoren.
- De nye teknologier er med til at give øget livskvalitet til vores borgere, fordi skylletoiletter, intelligente senge mv. gør borgerne uafhængige af besøg af plejepersonale - og de giver i højere grad borgerne mulighed for at selv at klare opgaver, som de foretrækker at kunne gøre selv - og når de har lyst til og behov for det, siger formand for sundhedsudvalget Vagn Hansen (SF).
Japan teknologisk langt fremme
Der er god grund til at vælge Japan som destinationen, når man gerne vil vide mere om velfærdsteknologi. Udover at Japan på det teknologiske område traditionelt er langt fremme, så står Japan over for en lang række af de samme udfordringer som Danmark i form af en øget andel af ældre og handicappede, en vidensbaseret økonomi samt et faldende befolkningstal. Det betyder, at Japan er langt fremme i udvikling af velfærdsteknologiske løsninger.
- Japan er kendt for at udvikle teknologiske løsninger til mange problemstillinger, så rent teknologisk er der meget at hente i Japan. Men japanerne har også en anderledes kultur, som afspejler sig i deres løsninger - og jeg forventer absolut, at vi netop i forskellen mellem vores kulturer vil kunne finde aspekter, som vi vil kunne lade os inspirere af, siger vicekommunaldirektør Finn G. Johansen.
Udover at hente inspiration til brug af velfærdsteknologi vil turen blive brugt til at undersøge muligheder for udveksling af social- og sundhedshjælperelever, sygeplejeelever med det formål at gøre Faaborg-Midtfyn Kommune endnu mere attraktiv som uddannelsessted.
Inspirationsturen varer fra den 5. - 13. november. Turen vil blandt andet bestå af besøg på Robot Laboratory samt Dansk og Velfærdsstudier på Osaka University, udviklingsafdelingen hos Panasonic. I venskabsbyen Noboribetsu besøges plejehjem, genoptræningscentre, rådhuse og andre relevante institutioner.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.