
Det har siden 1986 været forbudt at få renset asbestholdige tage med højtryksspuler, som er en udbredt metode til at få fjernet bl.a. mos og skidt. Årsagen er, at spulingen risikerer at sprede det sundhedsskadelige asbest til nabogrunde og andre omgivelser.
I særlige tilfælde kan Arbejdstilsynet dog give dispensation. Ifølge tilsynet sker det kun, hvis tilsynet skønner det rimeligt og fuldt forsvarligt.
Men nu viser en aktindsigt, som Dagbladet Information har fået i 56 kommuners tilbagemelding til tilsynet, at højtryksspuling stadig er udbredt mange steder i Danmark. Og at det i talrige tilfælde risikerer at efterlade asbest i et niveau, der udgør en alvorlig sundhedsrisiko, og som kommunerne ikke har mulighed for at fjerne, fordi der mangler relevant lovgivning på området.
Det skriver Dagbladet Information.
I flere tilfælde er der tale om alvorlige sager med "store asbestplamager" fra de rensede tage, der ender i buske, på fliser og terrasser, men også på en havetrampolin og grill i et tilfælde. Hvis naboerne ikke tilfældigvis er hjemme i de dagtimer, hvor tagrensningen typisk foregår, ved de ikke nødvendigvis, at deres grund også udsættes for den sundhedsfarlige asbest. Det kan altså i princippet ske for hvem som helst, hvis man er nabo til et hus med asbesttag.
Et sundhedsproblem
Jakob Bønløkke, cheflæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, vurderer, at den udbredte højtryksspuling af asbesttage "bestemt kan udgøre et sundhedsproblem".
- Dels er der det problem med højtryksspuling, at asbesten vil sprede sig meget. Og så snart den tørrer, bliver den til støv, og så har vi problemet. Der er en reel risiko for, at folk bliver syge, hvis de bor i et område med mange asbesttage, der håndteres på den her måde, siger han til Information.
Arbejdstilsynet oplyser til Information, at tilsynet kun giver dispensation, hvis firmaerne anvender en såkaldt tagrensekasse, som har til formål at opsamle det asbestholdige slam og vand fra rensningen. Siden 1. januar 2016 har tilsynet givet dispensation til omkring 67 virksomheder. Men fra flere kommuner lyder tilbagemeldingen til Arbejdstilsynet, at tagrensekassen skaber falsk tryghed, og at der alligevel er problemer med tagspulingerne.
Ud over problemerne med sundhedsrisiko beskriver flere kommuner også, at de mangler hjemmel til at håndtere tagrensningerne og oprydningen efter dem. Mads Kobberø, der er partner i advokatfirmaet Codex, fortæller til Information, at problemet er, at det er uklart, hvilken lovgivning der skal gøre sig gældende i de enkelte sager. Han ser kun én oplagt løsning:
- Det duer simpelthen ikke, at man stadig kan få dispensation til at sende folk op på et asbesttag og foretage de her rensninger. Det er alt for miljøkomplekst og risikabelt, siger han til Information.
De mange tilbagemeldinger fra kommunerne har ikke fået Arbejdstilsynet til at droppe dispensationerne. Tilsynet oplyser til Information, at der fra oktober 2024 til juni 2025 er givet otte dispensationer, og udtaler, at man "har noteret sig tilbagemeldingerne fra kommunerne, som indgår i Arbejdstilsynets overvejelser om praksis på området".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.