Om kun 15 år er antallet af ældre over 80 år steget med over 60 pct. i kommuner som Middelfart, Svendborg, Rebild, København, Helsingør, Holbæk, Horsens, Odder, Silkeborg, Halsnæs, Skanderborg og Aarhus.
Det viser nye tal fra Dansk Industri (DI).
- En stigning på 60 pct. eller mere er rigtig meget. Det er en kæmpe opgave, som både kræver, at der i flere år frem er penge nok i kommunekassen, og at der samtidig er plads nok i kommunernes anlægsrammer, siger branchedirektør i DI, Jakob Scharff.
Han mener derfor, at kommunerne bør åbne dørene for flere private aktører, der kan bygge og drive friplejehjem.
- Vi har haft frit valg af plejebolig i Danmark i mere end 20 år, men det afhænger i praksis af, om kommunerne lokalt tager initiativ til at få etableret alternativer til de kommunale plejehjem. Det handler også om at give vores ældre medborgere og deres pårørende mere at vælge imellem – det holder også de kommunale tilbud oppe på tæerne i forhold til at levere bedst mulig pleje og omsorg, siger Jakob Scharff.
I Gribskov står private aktører for 71 pct. af plejehjemspladserne, enten via friplejehjem eller offentlig-privat samarbejde om kommunale plejehjem. I Skive og Thisted er det kun knap seks pct. af plejehjemspladserne, der drives af private virksomheder.
- Jeg håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere af Gribskov. Kun på den måde kan vi sikre, at vi i fremtiden har nok plejehjemspladser. 15 år er kort tid, og derfor skal der træffes beslutninger ude i kommunerne allerede nu. Nu hvor kommunalvalget er lige om hjørnet, er det oplagt, at politikerne melder ud, hvordan de vil gribe udfordringen an med det hurtigt stigende antal ældre, mener Jakob Scharff.
En af flere udfordringer
Ifølge DI, er der flere kommuner endnu, som vil opleve stor en stigning i antallet af ældre.
Assens, Langeland, Ishøj, Jammerbugt, Mariagerfjord, Thisted, Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Hillerød, Esbjerg, Tønder, Vejle, Faxe, Næstved, Odsherred, Ringsted, Sorø, Stevns, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Stuer, Viborg, Hedensted, Norddjurs, Randers og Syddjurs kommuner kan alle se frem til en stigning i antallet af ældre over 80 år på mindst 50 pct.
Udover mere samarbejde med private aktører, peger han på, at kommunerne ser ind i rekrutteringsproblemer, når store årgange går på pension, og mindre årgange kommer ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at der kommer flere ældre.
- Det kan løses ved blandt andet at få investeret i udrulning og implementering af ny velfærdsteknologi, som gør det muligt for medarbejderne at bruge tiden på pleje og omsorg. Virksomhederne kan eksempelvis bidrage med teknologiske løsninger, der kan hjælpe med medicindosering og dokumentationsarbejdet, mener Jakob Scharff.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.